Gustaf Munch-Petersen (f. København 1912, d. Spanien 1938)
Uden titel. Sign. GM-P 35. Gouache på papir. Lysmål 59,5×48.
Litteratur: Martin Cardel Gertsen og Erik Hagens: “Malerier og digte. Gustaf Munch-Petersen”, Forlaget Sohn, 2008, gengivet side 80. Litteratur: Lars Kærulf Møller (red.): “Gustaf Munch-Petersen”, Bornholms Kunstmuseum og Silkeborg Kunstmuseum, 2000., gengivet på forsiden. Proveniens: Nedarvet i kunstnerens familie og ikke tidligere udbudt til salg.
Historien om Gustaf Munch-Petersen – poeten, frihedskæmperen, velhaversønnen, bohemen, kunstnersjælen - er først og fremmest fortællingen om en søgende, men også kompromisløs sjæl, der i sidste ende vælger sværdet fremfor pennen i kampen for retfærdighed. Hans lyriske eftermæle er mere omfattende end hans maleriske, og hans kunstværker er derfor ægte sjældenheder på markedet. Ikke desto mindre er det kunsthistoriske aftryk imponerende og sammen med den fine Vilhelm Bjerke-Petersen tuschtegning, står denne gouache som et vidnesbyrd om den tidlige surrealisme i Danmark – og om et stærkt kunstnerisk og tankemæssigt venskab. Munch-Petersen deltager i kredsen omkring Linien I, der i starten tæller samtidige som Richard Mortensen, Ejler Bille og Bjerke Petersen. Dog opstår der hurtigt voldsomme interne stridigheder om kunstens egentlige formål, og viljestærke temperamenter slår hårdt mod hårdt: Mens Bille og Mortensen ønsker at fokusere på de rent æstetikteoretiske og maleriske muligheder, mener Bjerke Petersen såvel som Munch-Petersen, at surrealismen har et iboende samfundsrevolutionerende potentiale, der kan frigøre mennesket og omstyrte gældende normer. Kunstneren er her et bindeled mellem vision og virkelighed. En brobygger, der formår at skabe forbindelse til underbevidsthedens intense følelser - de livsdrifter, der undertrykkes af kulturen og samfundet. Denne rolle forpligter i en grad, der i sidste ende betyder, at Munch-Petersen vælger ”sagen” fremfor livet for ”en kunstner som ikke er revolutionær, er ikke kunstner”. Kun 26 år gammel falder han i Den Spanske Borgerkrig, drevet af frihedstrang og troen på en bedre verden. På Bornholm bliver to små piger faderløse, den ene i maven på en højgravid hustru, som dermed gøres til enke. Som mange af sine samtidige kollegaer er Munch-Petersen fascineret af oprindelige folkeslag. Dels deres kunst, men også ritualerne, magien og livet i respektfuld pagt med naturen virkede som en tillokkende kontrast til det industrialiserede samfunds fremmedgørelse. På motivet her er billedfladen opbygget af afgrænsede farvefelter i en klar og strålende palet. Mens baggrunden består af en ubrudt sart lysegrøn, er der i forgrunden et mylder af forskellige løsrevne symboler, mest dominerende en koboltblå kvindefigur med larveøjenbryn. En del af genstandene er gennemgående for Munch-Petersens værker, mens andre er særegne - kniven, slangen, korset – mandlige og kvindelige symboler - dyr, planter, kropsdele - et væltet glas, en åben flaske, en nøgle, en pibe. Billedet udgør ikke en lineær fortælling, men baseres på fragmenterede, associative elementer, som det er op til beskueren selv at sammensætte. En egentlig læsning vil vi derfor overlade til beskueren – og blot glæde os over denne lille og dybt unikke perle! ideal jeg er kun menneske, men jeg skal engang rive jordens bjerge op og lade dem rasle for ørerne af dem, der sover – jer er kun menneske, men jeg skal engang tage solen ned fra himlen og lyse i alle mørke huller med hvidt ubarmhjertigt lys – jeg er kun menneske, men jeg skal engang stjæle gudernes lyn og feje jorden ren for støv.
Bemærk: Emnet er omfattet af Hvidvaskloven. Ved hammerslag på 50.000 kr. eller mere inklusivt salær skal køber aflevere kopi af gyldigt billede-id og adresselegitimation for at få udleveret emnet.