I 1922 modtog Harald Slott-Møller en opfordring fra det italienske undervisningsministerium om at skænke et selvportræt til Galleria degli Uffizi i Firenze. Nærværende maleri er et studie til dette portræt (inv. nr. 8484 på Galleria degli Uffizi). Begrundelsen for bestillingen var Slott-Møllers tilknytning til Italien og interesse for italiensk kunst. Uffizierne ejede i forvejen selvportrætter af de danske kunstnere Vilhelm Hammershøi (1864–1916), P.S. Krøyer (1851–1909), Carl Bloch (1834–1890) og Otto Bache (1839–1927).

I “Harald Slott-Møller - Erindring og Værk”, 2025, beskriver forfatter Anne Christiansen det færdige selvportræt således: “Slott-Møller har skildret sig selv som en rank, slank og tænksom mand i moden alder; han er iklædt et nobelt, mørkt jakkesæt og står foran en teglstensmur delvis dækket klatrevildvin med blå druer. Teglproduktion blev opfundet i Norditalien i middelalderen og snart efterlignet i Danmark; nogenlunde samtidig begyndte man at dyrke vin herhjemme, hvilket lod sig gøre i drivhuse og op ad sydvendte mure. Teglsten og klatrevin henviser således til den danske kunstners store kærlighed og tilknytning til Italien. Mangle malere valgte at portrættere sig selv med pensel og/eller palet, men Slott-Møller gjorde noget andet. Han satte fokus på (spejlbilledet af) sin malerhånd. Den synes meget lys og stor, sådan som den hviler på brystets mørke klæde og griber om den guldkæde, han bærer om halsen. Det drejer sig om den urkæde, som Agnes forærede ham til hans 50-års fødselsdag i 1914, en kæde, som han længe havde ønsket sig. På denne diskrete måde inddrog Harald sin hustru i selvportrættet; hun var da også hans store kærlighed og urokkelige støtte gennem hele ægteskabet. [...]” (s. 309).