Udstillet: “Kunst i Randers-Eje”, Randers Kunstforening og Randers Kunstmuseum, 10. august 2013–5. januar 2014.

Studie til værket ”Anse spiller violin” (1935), Inv. nr. 109 i samlingen på Willumsens Museum, Frederikssund.

J. F. Willumsen er en af de betydeligste gennembrudsfigurer for modernismen i dansk billedkunst omkring år 1900. Oftest og hyppigst er han blevet fremhævet for ungdommens pionerværker fra 1890’erne, hvor han er på fuld omgangshøjde med den internationale symbolisme og for de vitalistiske, ikoniske hovedværker fra århundredets start, “Sol og ungdom” (1902–1910) og ikke mindst “En bjergbestigerske” (1904 og 1912). I dag ses en kunsthistorisk revurdering af de senere faser i kunstnerens mangefacetterede produktion. Værkerne betragtes under andre optiker og i deres egen ret. Senest i Henrik Wivels imponerende monografi om kunstneren - ”Jeg er en anden” (2024). Wivel fokuserer hér blandt andet på kunstnerens gennemførte selviscenesættelse og den kunstneriske iscenesættelse af de nære familiære relationer, partnerne Juliette Meyer, Edith Wessel og Michelle Bourret – men også børnene.

Det sceniske element er i dén grad til stede i nærværende maleri fra 1929, hvor datteren Anne-Mathilde, kalde Anse, fremstilles i dramatisk modlys og grøn-rød komplementærkontrast foran et let transparent gardin eller scenetæppe. Henrik Wivel fremhæver i sin bog versionen tilhørende Willumsens Museum i en overbevisende og slagfærdig analyse med referencer til tegneserier og populærkultur, som Willumsen interesserede sig for allerede fra sit første besøg i USA i 1893: “I modlysbilledet sætter Willie [Willumsen] strøm på datteren, der er tegnet op med seriemagasinernes konturstreg, forsynet med kokette overdimensionerede øjenvipper og de store Disney-sko, der kendes fra universet i Andeby og omegn. Anse synes at stå på en scene, hvor det røde fortæppe er trukket til side og udstanser hende som silhuet i det stærke modlys. En stjerne er født. Anse er skildret inderligt absorberet i sit spil, men også yderligt som en del af mediekulturens reklameæstetik og tegneseriestribernes komik” (Wivel s. 199–200).

Kunstneren sætter ikke datteren op på en piedestal, men det er meget tæt på, for hun knæler på en skammel, der med lidt god vilje ligner basen til et skulpturelt monument. Visse ligheder i kropspositur og iscenesættelse gør det også svært ikke at se forbindelser 25 år tilbage i tiden, hvor Willumsen for første gang udødeliggør en stærk og selvstændig kvinde, nemlig hustruen Edith, Anses mor, som “En bjergbestigerske”. Hvor Edith besejrer den ydre verden og naturen, besejrer Anse de indre rum og - som en virtuos violinist – betvinger hun tonerne.