Susanne Meyer-Abichs fortegnelse over Vilhelm Hammershøis malerier i “Vilhelm Hammershøi: Das Malerische Werk", 1995, nr. 121.

Litteratur: Poul Vad, “Hammershøi - Værk og liv”, 1988, omtalt og ill. s. 117.

Proveniens: Sotheby's London, 20.3.1985, nr. 201. Kunsthallen auktion 440, 1994 nr. 58, her erhvervet er nuværende ejer.

Nærværende maleri er et forarbejde til Vilhelm Hammershøis store hovedværk “Artemis” fra 1893–94, som Statens Museum for Kunst erhvervede ved kunstnerens dødsboauktion i 1916 (inv. nr. KMS3358).

Ligesom “Job” er “Artemis” er et af Hammershøis mest gådefulde værker og, ligesom “Job” og mange andre af hans værker, vakte det røre, da det blev udstillet første gang på Den Frie Udstilling i 1894. Mange blev provokeret af dets ubestemmelighed, mens andre blev berørt over dets gådefulde komplekse skønhed. Kunsthistorikeren Emil Hannover (1864–1923) beskriver denne mærkelige dobbelthed således i sin anmeldelse i Politiken d. 4. maj 1894:

“Saare vanskeligt lader det sig forklare, hvorfor dette Billed, der er drømt som lutter Skønhed, virker fuldt betagende som saadan på Sindet, skønt Øjet dog kun delvis kan godkende Billedets Form som virkelig skøn...”

Det er første gang kunstneren arbejder i så monumentalt et format – værket måler 193 × 251,5 cm – og fremstiller flere mennesker i naturlig størrelse.

”…som i ét vældigt spring gik han fra den siddende skikkelse og 'den ægyptiske stilling' til den store opretstående og gående figur; og for første gang malede han ud af hovedet en fri komposition af sindbilledlig karakter.” (Vad, s. 117).

Hammershøi springer med “Artemis” således fra den siddende figur, som vi blandt andet kender fra værket Job fra 1887, til stående figurer i et storladent og komplekst værk i begyndelsen af 1890’erne.

Man kan med Vad sige, at Hammershøi med “Et græsk relief, Louvre” fra 1891 (Ny Carlsberg Glyptotek) har taget tilløb til “Artemis”.

Det samme kan, ifølge Vad, siges om en skitse, der forestiller en tredelt figurkomposition, malet på bagsiden af et landskab – sandsynligvis i begyndelsen af 1890’erne.

”Midterfeltets tre figurer, som har en ganske anden statuarisk myndighed end Artemis-billedets sælsomme skikkelser, virker som parafraser over græsk skulptur fra den klassiske tid… De har mindelser om arbejder af Polyklet eller fra Zeus-templet i Olympia. Og hvad de to lette og graciøse pigeskikkelser på fløjene angår, ejer de en art frimodig, erotisk udstråling (de har bl.a. nedhængende, udslået hår), man leder forgæves efter i Artemis og i Hammershøis værk i det hele taget.” (Vad, s. 117).

Det er i denne sammenhæng, “Stående kvinde” skal ses. Vad nævner værket som ét af to små studier (et hoved og en nøgen kvinde), der tidligere har været betragtet som egentlige forarbejder til Artemis, men som snarere knytter sig til den ovennævnte tredelte skitse. Det er med andre ord ikke en direkte forstudie, men et vigtigt skridt i den proces, der førte frem til hovedværket.

Kvinden fremstår med løftet højre arm og en frontal, oprejst positur, der vækker mindelser om antikke skulpturer. Den slanke krop, det nedhængende hår og den kantede nøgenhed skaber en underspillet erotisk udstråling, som samtidig fastholder den klassiske distance. Som i “Artemis” har Hammershøi næppe arbejdet efter model, men snarere skabt figuren frit efter sin egen forestilling.

“Stående kvinde” viser hvorledes Hammershøi afprøvede komposition og form som led i processen frem mod “Artemis” og er således et centralt værk i forståelsen af, hvordan kunstneren arbejdede i denne vigtige, eksperimenterende periode i slutningen af 1880’erne og begyndelsen af 1890’erne.