Understøttet af et toårigt Rejsestipendium fra Fonden ad usus publicos ankom H.C. Andersen til Rom første gang d. 18. oktober 1833. Blandt de første til at tage imod ham var digteren Ludvig Bødtcher (1773–1874) og maleren Albert Küchler (1803–1886).

Küchler var efter et ophold i München ankommet i efteråret 1830 og havde, opfordret af maleren J.L. Lund (1777–1867), opsøgt de tyske kunstnere, hvor han oplevede et stærkt fællesskab. Han har været vidne til oprettelsen af ”Sammlung von Bildnissen Deutscher Künstler in Rom” (1832) – en række venskabsportrætter, der understregede de tyske kunstneres forbundethed - socialt, kunstnerisk og åndeligt. Ludvig Bødtcher havde han allerede malet, så det var i helt i tysk ånd også at portrættere vennen og digteren H. C. Andersen.

”A. Kückler maler mig i denne Tid, for Venskabs Skyld og efter hans egen Anmodning”. (H.C. Andersen d. 17. december 1833 i et brev til mæcenen, etatsråd Jonas Collin (1776–1861).

I digterens rejsedagbog fremgår det, at Küchler først udførte flere tegnede studier fra forskellige sider for derefter at udvælge den mest fordelagtige vinkel til det endelige portræt (Det Nationalhistoriske Museum; inv. nr. A 701).

Bortset fra et lille portræt udført i bly af Adam Müller (1811–1844) i 1833 må disse tegnede studier regnes blandt de tidligst kendte portrætter af H.C. Andersen overhovedet. Nærværende portræt af digteren med det henførte blik og himmelvendte øjne, udført med sølvstiftens delikate streg, tegnede Küchler imidlertid til sig selv. Andersen omtalte portrættet med rosende vendinger i sin dagbog d. 31. januar 1834: ”Jeg seer mere ideal ud på dette, Øjnene ere vendte mod Himlen”.

At H.C. Andersen var bevidst om betydningen af det rette udtryk, understreges få år senere i romanen O.T. (1836): ” Vi forlange af Portraitmaleren ikke blot, at han skal opfatte Personen, men opfatte ham i hans heldigste Moment. Det grimme, saavel som det ubetydelige Ansigt bør Maleren give enhver eiendommelig Skjønhed. Ethvert Menneske har Øieblikke, hvori noget Aandigt eller Characteristisk fremtræder. Naturen, selv hvor den frembyder den meest nøgne Egn, har de samme Øieblikke. Belysning og Skygge giver den et fremtrædende Moment. Digteren maa ligne Maleren, han maa gribe dette Øieblik hos Menneskene, som i Naturen.”

Küchler blev allerede som 12-årig i 1816 optaget på Kunstakademiet i København, og han blev senere privatelev hos Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783–1853). Han vandt Den store Guldmedalje og efterfølgende det 3-årige rejselegat og ankom til Rom i 1830, hvor han opsøgte nazareneren Friedrich Overbeck (1789–1869) og fandt i omgangen blandt dennes elever et fællesskab, der kom til at præge ham i kunstnerisk og religiøs henseende. Küchler konverterede til katolicismen i 1844, og i 1851 indtrådte han i franciskanerordenen under navnet Fra Pietro.

H. C. Andersen fortsatte livet igennem med at aflægge visit i Küchlers atelier, hver gang han opholdt sig i Rom. Deres venskab kølnedes dog lidt, efter at Küchler i 1844 havde valgt at konvertere. Med ærgrelse skrev digteren efterfølgende om det ændrede forhold til vennen:

”Da Jeg flere Aar senere kom til Rom for anden Gang, var Ungdomssindet borte [hos Küchler], kun enkelte Gange kom Lunet lidt frem… Nu er han, som Vi ved, for et par Aar siden blevet indviet til Tiggermunk af Pius 9 (…) Gud give ham her den Fred og Lykke, han vistnok, misforstaaende den alkjærlige Gud, paa en forvildet Vei søger og — vll finde! — Han var i vort Mødes Uger og Maaneder den oplivende, kjærlige Ven; jeg husker ham helst fra disse første Tider …”. (H.C. Andersen; Mit Livs Eventyr, 1855, Kbh. 1908, s. 165).

Albert Küchlers sidste leveår var præget af tiltagende ensomhed, mismod og ikke mindst et svigtende syn.