Bertha Wegmann var en af de få kvindelige kunstnere, som i sin samtid opnåede stor international succes og anerkendelse. Hun var født i Schweiz, men rejste med sin familie til Danmark, hvor hun voksede op. Hun uddannede sig som kunstner i München i årene 1867–81 og derefter i Paris, hvor hun blev influeret af den moderne franske kunst. Efterfølgende bosatte hun sig i Danmark, men havde gennem årene adskillige studieture til Paris.

Wegmanns store produktion omfattede både genrebilleder, landskaber, interiører og opstillinger, men hun blev også én af sin tids mest betydelige og efterspurgte portrætmalere, og foruden at portrættere sin familie og nærmeste lavede hun talrige bestillingsarbejder for samfundets spidser.

Sin début fik Wegmann på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1873, og hun udstillede hér regelmæssigt frem til sin død. Hun deltog desuden i adskillige store udstillinger i Norden og Europa, herunder på Salonen i Paris, hvor hun i 1882 vandt guldmedalje, og på verdensudstillingerne i Paris i 1889 og 1900 og Chicago i 1893. I 1883 modtog hun Thorvaldsens Medalje, og i 1892 modtog hun som en af de første kvinder Fortjenstmedaljen i guld.

Wegmann arbejdede aktivt for at forbedre kvindelige kunstneres vilkår og muligheder, og hun var bl.a. medlem af bestyrelsen for Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder i 1887–1907. Hun fik som den første kvinde nogensinde plads i Kunstakademiets Plenarforsamling og var ligeledes i 1887 den første kvinde, der valgtes til Charlottenborgs Forårsudstillings censurkomite.