Mancoba stræbte livet igennem efter at skabe kunst, der kunne forbinde mennesker baseret på åndelige værdier i den materialistiske og egoistiske verden, som hun oplevede tiden som. Det var nok ånden af fællesskab og det frie formsprog, som førte Mancoba til kredsen omkring CoBrA. Hun har selv udtalt følgende ”Kun i kraft af hinanden kan vi leve og ånde, og ingen skaber alene“, hvilket er helt i tråd med CoBrA-parolerne. Hun blev i 1942 gift med CoBrAs sydafrikanske medlem, Ernest Mancoba. 

Kompromisløs, disciplinær og dybsindig er prædikater, der er lette at sætte på Mancoba. Hun stillede strenge krav til sit arbejde, og bagsiden af det – set ud fra et nutidigt perspektiv – var, at hun kasserede et stort antal af sine værker. Et af hendes hovedværker endte fx på bunden af Birkerød Sø, fordi hun ikke kunne få skulpturen til at ”makke ret“. Mancoba udstillede ikke i så stort et omfang og engagerede sig heller ikke i det kommercielle kunstmarked. Det betød, at hun levede i fattigdom ligesom mange af kollegaerne i CoBrA, men også at kendskabet til hendes kunst ikke før i de seneste år har været særligt udbredt trods det ellers markante aftryk hun satte på den abstrakte billedhuggerkunst – og ikke mindst på CoBrA.