Appel søgte friheden i sin kunst, og i midten af 1940’erne udviklede han sine karakteristiske fabulerende skildringer af mennesker, dyr og væsener – alle med groteske udtryk, store hoveder og barnligt opspilede øjne. I sin stræben efter at undgå voksenlivets disciplin, regler og bevidsthed i kunsten lod han sig inspirere af børnetegninger til sit umiddelbare og naive formsprog, der var gennemgående i hele hans produktion. I 1950’erne opløste Appel langsomt sine på en gang skræmmende og glade monstre, så kun reminiscenser af dem blev tilbage som løsrevne øjne eller omrids af skikkelser. Sideløbende med disse bevægelser eksperimenterede Appel med nøgenstudier, karikerede portrætter og forskellige kunstneriske medier som assemblager og skulpturer dannet af træ eller affald.

Han havde et stort behov for at udtrykke sig og en ubændig arbejdstrang. Som oftest lod han sit temperaments indskydelser styre indholdet i et værk, og selve udførelsen blev nærmest en kropslig handling for ham. Han nedfældede sit motiv med frie og store armbevægelser og udtrykte selv om sin arbejdsmetode: ”Når jeg maler, føler jeg ikke. Jeg maler kun med mine hænder, lader dem søge for mig (…) Jeg arbejder spontant, uden hjerne“. Appels vildskab i den kunstneriske skabelsesproces var fundamentalt, og der er en råstyrke over hans kunst, der til stadighed fascinerer kunstsamlere over hele verden.