Else Alfelt arbejdede indenfor fire udtryksformer: akvarel, oliemaleri, mosaik og digtekunst. Hendes formsprog var abstrakt, men adskilte sig fra CoBrA’s ofte mere spontane tilgang. Ud fra en konstant dialog med naturen og en tro på farvens rige potentiale skabte hun sit eget særprægede billedsprog, hvor lyset, bjergene, månen og solen blev gennemgående motiver. Ofte opløser disse motiver sig i krystalliske bevægelser, mens slyngede og rette linjer bryder billedfladen. Hun kaldte selv sine værker for en lyrisk perception af verden, og sagde i flere sammenhænge, at hun gerne ville videregive sin følelse af universet, evigheden og verdens skønhed. Harmoni og gentagelse blev rettesnore, og Else Alfelt værker løfter sig op over tid og sted og lægger mere op til fordybelse end provokation.

Det var ellers en hård start på livet, som Else Alfelt fik. Barndommen tilbragte hun på et religiøst børnehjem med strenge opdragelsesmetoder. Men det var også her, at den spirende interesse for kunsten blev vakt, og som 12-årig begyndte hun at male portrætter af stedets børn og ansatte. For at lære tegnekunsten tog hun en uddannelse på Teknisk Skole og tilbragte som ung meget af sin tid på museer, hvor hun kopierede de gamle mestre. Hendes udlængsel var livet igennem stærk, og hun foretog mange inspirationsrejser til blandt andet Lapland, Grækenland, Italien, Tyrkiet, USA og Japan. Else Alfelt udstillede løbende i Danmark og Skandinavien, men også på Carnegie Institute i Pittsburgh og på Galérie de France i Paris. Som en hyldest til kunstnerægteparret åbnede Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i 1976 i Herning.