Cindy Sherman på vrangen

Et vrangbillede fra underbevidstheden

Værket "Untitled #312" er fra begyndelsen af 1990'erne, hvor Sherman kreerede en række mareridtagtige vrangbilleder som modreaktion på sin utrolige succes på den internationale kunstscene. I værket ses tre deformerede protesevæsener opstillet i en sært klassisk komposition på et draperet stykke stof. Den midterste er en liggende, blændet og ”nøgen” kvindefigur omgivet af to "nøgne", deformerede dukkebørn – som en anden frugtbarhedsgudinde fra helvede. Eller måske er hun fanget i en tragisk konstellation mellem en stirrende, klejn mandsling og et ”dødt” spædbarn, hvor halsen har fået et urovækkende knæk?

Værket er som Shermans øvrige værker udsprunget af en dialog med kunst, film og medier fra vores hverdag og kulturhistorie – her især den fotografiske surrealisme fra 1930’erne. Værket blev udstillet sammen med 14 andre værker, der alle har klart makabre og seksuelle overtoner, på Shermans galleri Metro Pictures i New York i 1995 – vrangbilleder af den slags man ikke lige ryster af sig.

Besøg eftersynet i Bredgade og oplev Cindy Sherman, Marilyn Minter og Olaf Breuning.

Banebrydende stillbilleder

Cindy Sherman (f. 1954) brød igennem med den banebrydende fotografiske serie "Untitled Film Stills" (1976-80) som helt ung kunstner og har siden været anerkendt som en af den moderne samtidskunsts allervigtigste navne. Serien, der gjorde hende berømt, består af knap 70 fotografier i sort-hvid. Den opnåede en solid gennemslagskraft i kunstverdenen, dels fordi den kommenterede på iscenesættelsen af kvinden i et filmisk univers, dels fordi Sherman brugte det fotografiske medie på en ny måde, der gik i en forfriskende dialog med både fin- og popkultur på et tidspunkt, hvor gængse kunst- og kønsidealer var under opbrud.

De undergravende fotografier

Legen med at iscenesætte sig selv i forskellige roller er centralt for de fleste af Shermans værker siden "Untitled Film Stills”. Ligesom hun knytter bånd til centrale kilder i moderne vestlig kultur – fra historiske kunstværker og kommercielle portrætter til klovnefigurer, maskelege og groteske, makabre og pornografiske dukkeopstillinger. Fra slutningen af 1980'erne begyndte hun at lave billeder, hvor hun ikke som hidtil selv figurerede. I et interview med filminstruktøren John Waters i 2012 sagde hun, at hun følte skyld over at opnå kunstnerisk anerkendelse så hurtigt, og hun begyndte derfor at undergrave opfattelsen af sin egen kunst. Og så ønskede hun at prøve sine egne grænser af: "I wanted to see if I could tell a story or make an image without including myself".

Horror og pornografi

Med inspiration fra horrorfilm kastede hun sig ud i kompositioner med, hvad der mest af alt ligner, ja, udgydelser fra splatterfilm – bræk, afføring og blod blandet i uappetitlige, frastødende, men alligevel sært dragende, velkomponerede pærevællinger. I begyndelsen af 1990'erne udvidede hun horror-repertoiret med sine såkaldte Sex Pictures: Kønsdele i close-up lavet ud af medicinske proteser, masker og mannequiner og sat sammen på alskens opfindsomme og urovækkende måder. Billederne fik den amerikanske kunstkritiker Jerry Saltz til at kalde dem anti-pornografisk pornografi og de mindst sexede sexbilleder nogensinde.

Surrealismens forvrængninger

Efter Sex Pictures-serien fortsatte hun sin bevidst undergravende fotografiske virksomhed. I 1995 udstillede hun 15 nye værker, blandt dem "Untitled # 312". I pressemeddelelsen, der udsendtes i forbindelse med udstillingen, blev værkernes undergravende karakter og en nyvunden interesse for det sureelle fotografi nævnt som drivkraft. Referencen til den franske kunstner Hans Bellmers berømte billedserie "Poupée" fra 1930'erne er da heller ikke til at komme uden om i "Untitled # 312". Det er – som mange af Shermans værker – båret af flertydighed. Hun leger med det surreelle univers og manipulerer med fascinationen af underbevidsthedens mørke afkroge i sit forsøg på at afmontere det ”pæne” fotografiske værk.

Hvor franskmanden Bellmer bløder sine makabre dukkebilleder op med dragende erotiske kurver, er Shermans surrealisme mere rå. Faktisk et velrettet spark mod Surrealisternes fetichisme. I hendes værk forherliges den erotiserede, afstumpede kvindekrop ikke. De er snarere en udstilling af den forvanskning af kvindekroppen og det afstumpede, som den mørke surrealisme dyrkede. Og som sådan er værket i disse #metoo-tider lige så aktuelt og diskussionslystent, som da det blev lavet for mere end 20 år siden.

Eftersyn og auktion

På auktionen kan du også opleve en stribe intense værker af den amerikanske kunstner Marilyn Minter samt den schweiziske multikunstner og humorist Olaf Breuning, hvis vitale fotografier og skulpturer er en oplevelse værd. Alle seks fotografier på auktionen kan opleves på eftersynet i Bredgade fra den 22. til den 26. februar og ryger under hammeren den 6. og 7. marts samme sted.

Læs mere om Olaf Breunings værker
Se alle fotografierne på auktionen
Læs mere om auktionen