Fra lokation til inspiration: i en serie af artikler ser vi på steder, der har leveret inspiration til kunstnere og designere i deres virke. Denne gang retter vi blikket mod et sted, som arkitekten Vilhelm Lauritzen selv fik lov til at forme, før det blev fyldt med noget af hans mest velkendte design: Radiohuset.
Hvad betyder det, når man selv bygger stedet, der skal inspirere videre til både egen og andres kreative udfoldelse? Samspillet mellem de designede møbler og bygninger, de ender med at stå i, varierer for de berømmede danske arkitekter og møbeldesignere, men når samtalen falder på Vilhelm Lauritzen, har møblerne og ikke mindst belysningen netop ofte været en integreret del af arkitekturen. Det gælder også de møbler af Lauritzen, vi ser hos Bruun Rasmussen. Stedet har på den måde betydning for ikke kun arkitekten i det oprindelige arbejde, men også for byderne i et auktionssalg senere hen. Det gælder også for Lauritzens design, påpeger specialist i kunsthåndværk og design Poul Svalgaard Henriksen.
|
Vi har oftere belysning end møbler af Vilhelm Lauritzen på auktion, og det skyldes bl.a. at hans møbler tit blev designet til bestemte steder frem for til masseproduktion. En proveniens, der f.eks. inkluderer Radiohuset i København, har en klar værdi for kunderne.
Specialist i kunsthåndværk og design, Poul Svalgaard Henriksen
|
På spørgsmålet om hvorfor Lauritzen fik opgaven med at tegne Radiohuset, peger Svalgaard Henriksen ud over Danmarks grænser, hvor der var brydninger på flere niveauer i samtiden:
Lauritzen fik formodentlig Radiohuset som opgave, da beslutningstagerne mente, han ville være i stand til at omfavne den moderne verden, der buldrede ind over landegrænserne. Vi ser ham lave dette mediehus og så også lufthavnsterminalen i Københavns Lufthavn. Derved indrammer han på bogstavelig vis tidens nye strømninger med massemedier og massetransport.
Specialist i kunsthåndværk og design, Poul Svalgaard Henriksen
|
Lauritzen gik på arkitektskolen ved Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1912 til 1921, hvor dansk arkitektur stadig var præget af nationalromantik og nyklassicisme. Men i de efterfølgende år frem mod Anden Verdenskrig dukkede der internationale tendenser af modernitet op fra bl.a. Bauhaus-skolen og Le Corbusier. Lauritzen var på bølgelængde med disse internationale ideer og formåede at inkorporere både det klassiske og mere moderne i sit arbejde. Selvom Radiohuset stod færdigt i 1941, så blev den officielle åbning udskudt til 1945 pga. den tyske besættelse. Byggeprocessen blev bevidst forhalet ved bl.a. at sætte vægpaneler op om dagen, som så blev pillet ned igen om natten for at blive sat op igen dagen efter. Denne ihærdige obstruktion vidner om radioens rolle som datidens magtfulde massemedie, hvor Adolf Hitlers stemme over æteren i næsten et årti havde opildnet et helt folk til kamp og kastet hele verden ud i krig. |
|
|
En klangbund af teknologi og naturLauritzens valg i forhold til indretningen var præget af stedets funktion som medieproduktionshus. Bygningens oprindeligt tre bygninger med en høj og en lav fløj samt koncertsalen, ”Studie 1”, var med til tydeligt at inddele huset i dets funktioner. De bærende elementer i gulvene hvilede ofte på deres egne fundamenter, så der var fysisk adskillelse mellem de personaletunge lokaler og så de producerende lokaler i form af lydstudierne. Derudover fik taget over lydstudierne lagt et tykt lag jord på. Det hele havde den praktiske funktion at dæmpe støjen i forhold til radiooptagelserne, men det jordbelagte tag fik også en mere behagelig funktion som tagterrasse for medarbejderne. Her kunne de nyde et stykke natur midt i storbyen og ovenpå de nyeste landvindinger inden for medieteknologien. |
Det er tydeligt at se, hvordan Lauritzen er inspireret af naturen med f.eks. det buede i bygningerne, som er mest markant med koncertbygningens krumning, men som også går igen i baghusene. Det er en kombination af funktionalitet og moderne æstetik, der præger hans arbejde. Det bølgende går også igen i loftet i hans lufthavnsterminal og de nærmest svævende trapper i Radiohuset. Det kan også ses i hans møbler, der i sig selv har et organisk udseende, som kun forstærkes af de arkitektoniske rammer. Materialevalget peger også denne vej, bl.a. med brugen af naturskind, som Lauritzen også endte med at bruge i loftet i Radiohusets foyer. Det er lavet af oksehud og lagt i mindre rektangler, der kunne tages ned individuelt. Der var en indledende kritik af dette materialevalg, men Lauritzen var overbevist om, at denne kritik ville forstumme i takt med, at loftet kun blev pænere med tiden, når oksehuden blev udsat for lys og luft.
Specialist i moderne kunsthåndværk og design, Poul Svalgaard Henriksen
|
Udover loftsbeklædningen spiller lamperne, møblerne og detaljer i gelænderne også sammen for at give Radiohuset en fornemmelse af fælles og naturorienteret harmoni. Koncertsalens små lamper er f.eks. formet som liljekonvaller, mens stolene også er betrukket med naturskind, og i føromtalte foyerloft kan man, hvis man ser nærmere efter, finde et stykke bestående af én okses fulde dyreform.
I dag er Danmarks Radio og deres TV- og radioproduktioner rykket videre til nyere bygninger. Radiohuset er blevet en fredet bygning og hjem til bl.a. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Musikmuseet. Koncertsalen bruges stadig, og tilbage står også Lauritzens møbler samt det meste af belysningen. Når noget af denne belysning fra Lauritzens arkitektfirma kommer på auktion hos Bruun Rasmussen, er det derfor næsten altid med et skær af Danmarks historie i det 20. århundrede over sig – og de bygninger, der var med til at tegne det.
For yderligere information, kontakt os venligst:
|
|
Poul Svalgaard HenriksenPoul Svalgaard HenriksenVurderingssagkyndig / Moderne kunsthåndværk & design / København |
Vilhelm Lauritzen
Vilhelm Lauritzen: "Radiohuspendel". Pendel af opalglas med wireophæng. Louis Poulsen. H. 38. Diam. 35.
Sælges
Vurdering
:
Næste bud:
Vilhelm Lauritzen: Ti reserveskærme af opalglas. Udført hos Louis Poulsen. (10)
Sælges
Vurdering
:
Næste bud: Dit bud: