Nyt fra Nolde

Det er med stor glæde, at Bruun Rasmussen nu kan præsentere en udsøgt samling tidlige og yderst sjældne værker af Emil Nolde (1867-1956). Billederne stammer fra efterkommere af kunstnerens nærmeste familie og har således aldrig været udbudt til salg. Se samlingen her.

Emil Nolde kendes først og fremmest som en af de absolutte hovedskikkelser i den tyske ekspressionisme og i Tysklands avantgarde-bevægelse i starten af det 20. århundrede. Samtidig gik han dog i så høj grad kunstnerisk enegang, at han er vanskelig at forene fuldstændig og entydigt med nogen bevægelse eller overordnet tendens i kunsten.

Emil Nolde hed Emil Hansen indtil han i 1902 tog navn efter sin fødeby i Tøndermarsken. Han voksede op i det dansk-tyske grænseland som søn af en tysktalende far og en dansktalende mor. Han var tysk af sind, men ved grænseflytningen i 1920 fik han dansk statsborgerskab, som han beholdt til sin død. Hans giftermål i 1902 med danske Ada Vilstrup var med til at gøre båndene til Danmark yderligere stærke. Nolde var på alle måder rodfæstet i sin hjemegn og bevarede gennem hele livet en stærk bevidsthed om landets betydning: “Selv er jeg af den opfattelse, at min kunst - på trods af mine rejser overalt i verden - er dybt forankret i hjemstavnen, i det smalle land her mellem de to have” - som han skrev i 1922. I forordet til det testamente fra 1946, der grundlægger Nolde-stiftelsen i Seebüll og i dag er et museum for kunstnerens værk, skriver han ligefrem, at et højt ønske er, at hans kunst “må kunne danne en forståelsens bro mellem Skandinavien og Tyskland”.

I sin bog om Emil Noldes tidlige værker “Das Frühwerk Emil Noldes” (1985) skriver Direktør for Nolde Stiftung Seebüll, Dr. Manfred Reuther bl.a.: “Nolde levede i samklang med sin begyndelse og var overbevist om den logiske konsekvens i sin kunstneriske udvikling. Han besad - det kan siges med sikkerhed - et ubrudt forhold til sine tidlige arbejder og inkluderede dem uden betænkning i den langsomme udvikling af hans kunstnerpersonlighed. Han så ingen grund til at forholde sig skamfuldt eller hemmelighedsfuldt til dem, og han så i de senere år på disse værker med stor hengivenhed og stolthed. Selv de mindste, uanselige skitser blev betragtet som værdige. I stærk tro på sin egenart og fremtid som kunstner, begyndte han allerede tidligt at holde fast på sine egne værker”.

Læs mere om auktionen