Sachsisk Blomst

Servicet er købt på auktionen efter Kejserinde Dagmar af Rusland og Dronning Alexandra af Storbritannien på Hvidøre i Klampenborg nord for København. Søstrene brugte boligen som deres danske sommerresidens, og servicets kongelige proveniens bekræftes af kataloget fra auktionen, der indeholder omkring 750 effekter og spænder fra porcelæn og sølv til møbler og malerier.  Katalognummer 37 er beskrevet således: ”1 Spisestel, flettet Bort, dekoreret med malede Blomster. Københavnsk Porcelæn”, hvilket er i overensstemmelse med det udbudte Sachsisk Blomst. 
 
Museumsleder hos Royal Copenhagen, Steen Nottelmann, fortæller følgende om Den kongelige Porcelainsfabrik og Sachsisk Blomst:

Den kongelige Porcelainsfabrik grundlægges

”Da Den kongelige Porcelainsfabrik blev grundlagt i 1775, blev det udtrykkeligt fremhævet, at fabrikken skulle fremstille blåmalet, underglasurdekoreret porcelæn. Det danske porcelæn var utroligt kostbart, og det blåmalede var rigeligt dyrt for selv de velhavendes pengepung. Det dyreste, når man fremstillede porcelænet, var sådan set ikke materialerne eller farverne, men alt det brænde, der skulle til, når porcelænet skulle brændes. Derfor var underglasurdekoreret porcelæn at foretrække, idet man her malede direkte på den rå porcelænsmasse, så kun glasering og en enkelt brænding var nødvendig. Således var porcelænet klar til salg, straks det kom ud af ovnen. Man havde imidlertid kun den koboltblå farve, som kineserne længe havde benyttet, der kunne tåle de næsten 1400 grader, som brændingen af porcelæn kræver. Selvfølgelig kunne man lave hvide tallerkner og så ved efterfølgende lavere brændinger give dem en dekoration med emaljefarver, som ligger oven på glasuren, men så bevægede man sig ind på et område, som regeringen mente, var alt for luksuriøst.

Det var det danske kongehus med Dronning Juliane Marie i spidsen, der var de stærkeste fortalere for grundlæggelsen af en dansk porcelænsfabrik, og dronningen har naturligvis tænkt på alle de prægtige ting, som hendes bror, der var ejer af Fürstenberg-fabrikken hjemme i Tyskland, kunne frembringe. Til trods for formaningerne om det blåmalede porcelæn var kongefamilien de første til at bestille store mængder af det brogede, blomstermalede porcelæn.

Sachsisk Blomst og andre tidlige servicer

Da Den kongelige Porcelainsfabrik startede, var der meget, der skulle læres og salget kom først for alvor i gang omkring 1780. Man ved fra regnskaberne, at fabrikken i årene 1780 til ca. 1800, foruden det blåmalede, fremstillede tyve hele servicer. Vi taler ikke om mønstre eller dekorationer, men om servicer, der som en færdig ”pakke” blev specielt fremstillet efter ordre. Næsten alle blev de erhvervet af kongehuset, nogle til brug ved hoffet og mange som repræsentationsgaver. Blandt disse tyve servicer er der mange, hvis form og dekoration vi i dag ikke kender til, men man ved, at der adskillige gange blev leveret porcelæn dekoreret med såkaldte ”sachsiske blomster” til Christian VII, til Dronning Juliane Marie og til hendes søn, Arveprins Frederik. Endnu i dag opbevares på Fredensborg og på andre kongelige slotte dele af disse Sachsiske stel fra slutningen af 1700-tallet, men de anvendes i dag nok mest til dekoration.

Skønt de saksiske blomster forekommer på andre stelformer, har det mest almindelige været, at de blev malet på den svejfede, såkaldte Neu-Ozier form. Ozier betyder kurveflettet og hentyder til det flettede reliefmønster på tallerkenens fane. Svejfet kan ses tilsvarende på rokoko-sølvet, som de vredne knæk, der inddeler overfladen. Den svejfede stelform blev på porcelænsfabrikken benyttet fra omkring 1780 og er sandsynligvis lånt fra de tyske fabrikker. Den bruges desuden i høj grad til de underglasurmalede ”blå blomster”.

Sachsisk Blomst i et videre perspektiv

Porcelænsfabrikken blev grundlagt på et tidspunkt, hvor der sker et skift fra rokokostilen til det mere klassiske og den svejfede stelform blev ret hurtigt umoderne. Omkring 1810-11 var fabrikken i økonomiske vanskeligheder og i en periode indstilledes brændingerne og malerne fik ventepenge. Da man kom i gang igen, skete der en forenkling af vareudvalget, og den svejfede form udgik.

Efter midten af det 19. århundrede kom der stor interesse for de gamle stilarter. På Frederik VII’s tid gjaldt det nyrokoko og da Christian IX i 1863 kom på tronen, genfandt han og Dronning Louise, der blev en ihærdig samler af antikt porcelæn, på Fredensborg og de andre slotte mange stykker af det Sachsiske porcelæn fra Christian VII’s og Juliane Maries tid. Man besluttede, at supplere disse stel, og Den kongelige Porcelainsfabrik genoptog fra midten af 1860’erne den svejfede form med de brogede buketter – ikke mindst for at kunne levere til hoffet. På Fredensborg findes i dag meget, som på bagsiden er mærket med krone og årstal fra denne periode. Det er givet, at kongehuset i slutningen af det 19. århundrede har betjent sig af en skønsom blanding af Sachsisk Blomst, hvoraf noget var antikt og noget, stort set tilsvarende, var af nyere dato.

Forbindelsen til Kejserinde Dagmar og Dronning Alexandra

Christian IX har som bekendt fået ry for at være Europas svigerfar – ikke mindst på grund af, at døtrene Dagmar og Alexandra blev så fornemt gift og blev kejserinde af Rusland og dronning af Storbritannien. For alle Christian IX’s børn var det, så længe forældrene levede, en tilbagevendende glæde at kunne tilbringe somrene hjemme i Danmark. Dronning Louise døde i 1898 og Christian IX i 1906 og da de to døtre ikke ønskede at miste forbindelsen til Danmark, købte de i fællesskab den smukt beliggende ejendom Hvidøre ved Klampenborg nord for København. Til husets møblering bragtes dels arvestykker fra København, dels ting fra Rusland og England. Det har været naturligt, når man var i Danmark at spise på porcelæn fra Den kongelige Porcelainsfabrik, og da prinsesserne dagligt havde set på de ”sachsiske blomster”, er der ikke noget mærkeligt i, at valget er faldet på netop dette service.

Nye toner på Den kongelige Porcelainsfabrik     

Porcelænsfabrikken er siden midten af det 19. århundrede undergået mange forandringer. Den skiftede ejer et par gange og blev flyttet fra det indre København til Frederiksberg. Den fik ny ledelse og ikke mindst kunstnerisk ledelse, idet maleren og arkitekten Arnold Krog blev kunstnerisk direktør i 1885. Hans indsats for at forny det musselmalede stel er velkendt, men Arnold Krog nærede også en dyb kærlighed til det 18. århundrede og gjorde en stor indsats for at genoptage og forfine dekorationerne og give dem noget af den kraft tilbage, som de havde haft ved fabrikkens begyndelse.

Sachsisk Blomst var således i slutningen af det 19. århundrede på fabrikkens faste repertoire som et luksusstel og man leverede til stadighed til kongehusets brug. Det var dog ikke forbeholdt nogle bestemte købere. Porcelænsfabrikken har sikkert opfattet det som en stor ære at få lov til at levere til Kejserinde Dagmar og hendes søster, Dronningen af Storbritannien, men omvendt har alle, både fabrikken og de kongelige, ganske givet fundet det helt naturligt og som noget, der ikke kunne være anderledes.   

Motivet og teknikken bag Sachsisk Blomst

Det var i Meissen, som ligger i kongeriget Sachsen, at man i Europa i begyndelsen af det 18. århundrede opdagede porcelænets hemmelighed. Det lykkedes fabrikken i Meissen at bevare det for sig selv i en årrække. Dermed fik de et forspring og kom til at danne inspiration for de senere europæiske porcelænsfabrikker. Navnet Sachsisk Blomst, som i Tyskland omtales som ”naturlige blomster”, er for andre fabrikker blevet et begreb, som ikke blot dækker et udtryk, men snarere en bestemt maleteknik. Når man maler ”sachsisk” betyder det, at maleren i hvert af sine penselstrøg tvinger farven ud til den ene side af strøget. Dermed opstår en mørk side, hvor farven ligger tykt og en lysere side. Modsat den malede side af strøget lægger maleren en ganske tynd konturlinje og indrammer hermed et område af hvidt udekoreret porcelæn, som af øjet opfattes som havde det en ganske sart farve. Porcelænsmaleren bruger dermed samme teknik, når han maler sachsisk, som når miniaturemaleren benytter elfenbenets hvidhed til at gengive sarte toner.     

Der er mange andre måder at male porcelæn på. Mens man med sachsisk dekoration opbygger figurerne som lys og skygge og slutter af med konturen, så gælder det omvendte for Flora Danica-dekorationen. I respekt for de oprindelige, kobberstukne forlæg begynder man her med en omhyggelig optegning af konturen, som derefter udfyldes med farve.

I det 19. århundrede malede man porcelæn inspireret af empirens tunge farveholdning. På samme måde som når blomstermaleren malede med oliemaling på lærred, blev porcelænet i denne periode helt tildækket af farve. Hvis man f.eks. skulle male en rose, startede man med en stor plamage med lyserød farve, hvorpå man senere med mørkere farver indtegner bladenes kontur og skygger”, fortæller Steen Nottelmann.

Som man kan se i det udbudte Sachsisk Blomst lagde selve sammensætningen af buketten i stellet op til en vis grad af frihed hos porcelænsmaleren, idet han selv havde mulighed for at vælge ud fra sortimentet af blomster. Det resulterede i et stel, hvor hver del er forskellig og til en hvis grad afspejler malerens temperament og præferencer. Det er i sandhed et ganske særligt stel, der kommer under hammeren, hvor den kunstneriske frihed til at skabe unikke dekorationer sammenholdt med de usædvanlige rammer, hvori det har været anvendt, bidrager til historiens vingesus.