Efterklange fra Mozart

Mozart og Constanze

Da Wolfgang Amadeus Mozart (1756–1791) i en alder af blot 35 år døde, efterlod han sin unge enke Constanze (1762–1842) alle sine musikinstrumenter. Det er nærliggende, at der blandt disse befandt sig det rejseklaver, som Constanze havde i sin besiddelse, da hendes eventyrlige livsbane i 1810 førte hende til København.

Contanzes nye mand, etatsråd G.N. Nissen (1761–1826), var dansk og meget musikinteresseret. Nissen var ansat som legationssekretær i Wien og satte stor pris på det kulturelle centrums blomstrende musikliv. Det var antageligt også her, at Nissen mødte Constanze, der i årene efter Mozarts død lagde mange kræfter i at sikre sin afdøde mands eftermæle. Det er i høj grad Constanzes fortjeneste, at Mozarts værker fik en større opmærksomhed, og at enhver europæisk koncertby med respekt for sig selv hurtigt fik Mozart på repertoiret.

Etatsråd Nissen blev ikke blot gift med Mozarts enke, han var tilmed så betaget af Mozart selv, at han skrev en – i øvrigt glimrende – biografi om komponisten. Efter Nissens død sørgede Constanze for at få udgivet denne bog, der for hende stod som et smukt minde om begge de mænd, hun havde elsket og levet sammen med. Begge ægteskaber var harmoniske, hvilket Viggo Sjøqvist bekræfter i sin biografi om Constanze med titlen To gange fuldkommen lykkelig (1975).

Toner fra Guldalderen

Constanze og Nissen boede i Lavendelstræde i Københavns latinerkvarter, hvor mange at tidens kunstnere ofte besøgte hjemmet. Blandt disse var bl.a. Guldalderens største komponist C.F. Weyse (1774–1842), der var meget glad for sin forbindelse med Constanze. Måske bundede Weyses sympati i det forhold, at det var Mozarts Don Giovanni, der vakte Weyse til nyt kunstnerisk liv: “Ved genfærdsscenen [i Don Giovanni, red.] blev jeg rystet til min inderste marv; men rystningen var veldædig, den vakte min genius, der mægtigere end nogensinde begyndte at røre sine vinger.” Således erindrede Weyse sin genrejsning oven på 6 års depression efter en ulykkelig kærlighed.

Weyses kunstneriske comeback har efter alt at dømme været til stor glæde for Constanze og etatsråd Nissen, der begge tilbragte mange aftener i komponistens selskab. Den gode stemning blev bestemt ikke ringere af, at Constanze var en dygtig pianist, som ofte bidrog til den musikalske underholdning. Det er en spændende tanke, at både Mozart og Weyse sandsynligvis begge har spillet på det rejseklaver, som nu udbydes på auktion.

Hvad der videre hændte klaveret

Med årene fik etatsråd Nissen helbredsmæssige problemer og måtte gå på pension. Parret besluttede at bryde op fra København for at tage til et kursted i Tyskland, hvorefter de aldrig mere vendte tilbage til Danmark. I tiden inden afrejsen blev det meste af deres indbo og personlige ejendele solgt, heraf en del på auktion. Rejseklaveret blev i 1820 købt af Københavns stadsmusikant Carl Gottlob Füssel, der var en stor beundrer af Mozart. Efter Füssels død gik det i arv inden for familien.

I 1899 blev rejseklaveret igen sat til salg, og køberen var denne gang ingen ringere end den store danske maler Peter Ilsted (1861–1933), der var en ihærdig samler af kunstgenstande. 30 år efter gik det i arv til Peter Ilsteds svigersøn, overretssagfører Peter Olufsen, i hvis families eje klaveret har været lige siden.

I over 200 år har det musikhistoriske klaver formået at blive i Danmark og har i årenes løb tilmed forstærket sine bånd til landet. Imidlertid vil klaverets oplagte forbindelse til Mozart uden tvivl vække stor international bevågenhed, når det til december kommer under hammeren.