Litteratur: Wilmann & Brøns, kat nr. 191, geng. helsides s. 195. Udstillet: “Nyere dansk kunst i Viborg-eje”, Viborg Rådhus, oktober 1953, kat. nr. 18. Proveniens: Dr. Repholtz / Guldsmed Israelsen.

I perioden fra ca. 1925–1935 maler Vilhelm Lundstrøm sine kompositorisk mest stringente og koloristisk klareste kompositioner. I en anmeldelse fra 1930 skriver kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher bl.a.: “Vilhelm Lundstrøm er en af de få moderne malere som har et fast ideal og som metodisk søger at nå den højeste renhed i form og farve” (Wilmann & Brøns, s. 196). Formerne reduceres til noget nær deres geometriske essens og i de stærkeste billeder er komplementærkontrasten ladet til det yderste. I den hér udbudte opstilling er farvekomplementariteten sjældent intens og vibrerende.

Lundstrøm var, i kraft af sin tidlige internationale orientering og ikke mindst gennem sine år bosat i Cagnes-sur-Mer i Sydfrankrig (1923–1932), velorienteret i tidens stilistiske strømninger. Der er i samtiden og senere gjort flere forsøg på at placere kunstnerens værk rent “-isme” mæssigt mellem Picasso og Braques kubisme, Fernand Légers billedsprog og purismen som praktiseret af Le Corbusier og Amédée Ozenfant - uden at det yder det særlige ved Lundstrøm retfærdighed. Kunsthistorikeren Finn Terman Frederiksen fremhæver kunstnerens bestræbelser omkring 1925 som et individuelt udslag af tidens konstruktivte realistiske tendenser uden specifikke forbilleder (Lundstrøm 100 år 1893–1993, s. 66). Hermed tilslutter han sig Preben Wilmann, der konkluderede, at Lundstrøm kun tog det hos andre, han havde brug for for at lave en Lundstrøm.

Dette værk, fra en sjældent udbudt periode i kunstnerens produktion, rummer alle de elementer, der gør det til en fremragende og ikonisk Lundstrøm.