Litteratur: Troels Andersen: “Jens Adolf Jerichau (1890–1916). En biografi og en fortegnelse over hans værker”, København, 1983, nr. 165, gengivet side 193.

Udstillet: “Jens Adolf Jerichau”, Den Frie Udstilling", København, 1916, antagelig enten kat. nr. 33, 34 eller 34 c. Udstillet: “Jens Adolf Jerichau 1890–1916”, Kunstforeningen, København, 1966, kat. nr. 51. Udstillet: “J.A. Jerichau. De store tider er inde”, Louisiana, Humlebæk, 2021–2022, kat. nr. 27, siden med Figurkomposition, gengivet i farver i kataloget side 45.

Proveniens: “Maleriauktion i Den Frie Udstillings Lokaler. En Samling Malerier af Jens Adolf Jerichau” , Den Frie Udstillings Bygning, København, 6. marts 1916, antagelig enten kat. nr. 63, 64 eller 65. Proveniens: Antagelig erhvervet direkte fra kunstnerens søster, Elisabeth, af den nuværende ejers familie. Proveniens: Tove & Ole Schierbecks samling, København. Siden nedarvet i familien.

Kunsthistorikeren Troels Andersen beskriver i sin biografi om Jens Adolf Jerichau, hvorledes kunstneren i sit ganske korte liv på kun 26 år gennemgår en helt ekstraodinær kunstnerisk udvikling med et langt livs fylde. På tværs og trods af samtidige idealer, kunstneriske normer og nogen bredere anerkendelse. Jens Adolf Jerichaus store figurbilleder udvikler sig - med kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher som mentor - i et helt særegent krydsfelt mellem renæssancens og klassikens 'store stil" og samtidens franske modernisme repræsenteret ved så forskellige navne som Paul Cézanne, Paul Gauguin, Henri Matisse og Pablo Picasso. I løbet af en ganske kort årrække på kun 3–4 år frem mod sin død realiserer kunstneren et ekspressivt, spontant maleri, hvor udgangspunktet nok er klassisk, figurativt og motivisk men hvor selve maleriet, strøgene og kolorismen bliver det absolut bærende.

Jerichau arbejder allerede med temaet ”Havguder” i 1915, men vender i året for sin død – 1916 – tilbage til motivet. Figurerne i forgrunden danner en bølgebevægelse omkring den centralt placerede figur i en billedmæssigt højspændt og smukt balanceret komposition, som repræsenterer en kulmination på en intens kunstnerisk udvikling. Jerichau var forud for sin tid og Troels Andersen har beskrevet hvordan kunstneren selv var tøvende med at betragte sine egentlig fuldendte værker som færdige: ”Disse ’ufuldførte’ billeder viser måske Jerichaus stærkeste side som maler, i dem underlægges figurerne med en næsten fuldstændig hensynsløshed farvens udvikling i en dramatisk, ekspressiv handling. En så spontan arbejdsmåde kunne endnu ikke accepteres, selv ikke af dem, der forstod ham bedst”. (TA s. 87)

På Louisianas udstilling i 2021–22 kunne kompositionens bagside præsenteres som et nyopdaget værk, og udstillingens kurator Mathias Ussing Seeberg fremhæver i det tilhørende katalog Jerichaus tilbagevendende brug af begge sider af sine lærreder som en væsentlig pointe og kunstnerisk arbejdsmetode, der rækker ud over den rene nødvendighed grundet sparsomme lærreder: “Jerichau malede ofte en komposition på den ene side og vendte så lærredet og brugte gennemsivningerne i lærredet på billedets anden side” (Louisianas kat. s. 14). Pointen, som Asger Jorn også fremhævede hos Jerichau, er den modernistiske, at noget allerede givent fra et første værk kan give formelt 'anstød' til den næste komposition som en understregning af at malerisk frihed hos Jerichau står over ikonografi. I teksten trækker Seeberg ligeledes tråde fra 'de skjulte malerier' hos Jerichau til nutidige queer-perspektiver på kønsidentitet sat op imod vidnesbyrd om kunstnerens livskamp både i forhold til sindslidelse og et kærlighedsliv på tværs af samtidige konventioner og familiære forventninger.