Udstillet: Den Frie Udstilling 1902 nr. 44, hér dateret 1902. Nivaagaards Malerisamling, “Symbolismen i dansk kunst”, 1993 nr. 36, hér med titlen “Egen i Landskab” og dateret 1902–3. Skovgaard Museet, Øregaard Museum & Næstved Museum, “Svend Hammershøi - en kunstner og hans tid”, 2008, hér med titlen “Landskab 1902” og dateret 1902.

Litteratur: Tove Jørgensen, “Svend Hammershøi 1873–1948, Maler og formgiver”, 1990, omtalt s. 25–26 og 134, afb. s. 25 fig. 16. Hér dateret jan.-feb. 1902. Anne-Mette Villumsen, Iben Overgaard & Sidsel Maria Søndergaard (red.), “Svend Hammershøi - en kunstner og hans tid”, Skovgaard Museet, Øregaard Museum & Næstved Museum, 2008, omtalt s. 25, 127–130, afb. s. 10–11, 26, 127.

Proveniens: Bruun Rasmussen auktion 172, 1964 nr. 83.

Under arbejdet med nærværende maleri skrev Svend Hammershøi i sin dagbog d. 27. januar 1902 følgende: “Egen står i forgrunden af billedet i den venstre halvdel, den gamle kæmpe står på en høj omgivet af en kreds store mægtige sten, her er en vid udsigt over et stort landskab (jeg håber, det vil komme til at se virkelig stort ud på billedet). Motiverne til dette landskab er nærmest hentede fra Refsnæs.” (citeret fra Tove Jørgensen, “Svend Hammershøi 1873–1948, Maler og formgiver”, 1990, s. 25–26).

Svend Hammershøi har gentaget motivet i en senere blyants- og tuschtegning fra 1908, som findes på Museet på Koldinghus (inv. nr. 01449×14904).

Fra midt-1890'erne til starten af 1900-tallet var Hammershøi især optaget af det storslåede danske landskab med de spor, som historien havde sat i det: “Det er fra denne periode, de to hovedværker Landskab 1901 og Landskab 1902 [nærværende maleri] stammer. Begge viser let kuperede landskaber, hvor et bladløst træ står i en majestætisk ensomhed i forgrunden. De matte grønne og grå toner danner et melankolsk indtryk, hvor man kan forestille sig, at vinden suser koldt over jorden og de nøgne grene skælver. Rikard Magnussen skriver om Hammershøis værker fra denne tid: ”Det var landskaber af en stilfærdigt tungsindig Karakter, med bladløse Træer i sløret Silhouet mod taagegraa Luft og vidtstrakte Jorders ensomme, graagrønne Flader, stundom yderligere betonet i det stemningsmæssige af en Stendysse eller et lignende, vejrslagent, nordisk Oldtidsminde.“ Billederne viser naturens styrke og svaghed. Træerne er store, men uden deres blade kan man blive i tvivl, om de er gået ud og står som hule stammer, eller om de med forårets komme igen vil springe ud i fuldt løv. Der er et bevægende spil mellem det smukke og det triste, mellem det jordnære og det symbolske i træernes mægtige udsagn om livet.” (Anne-Mette Villumsen, “Et træ er et træ er et træ” i “Svend Hammershøi - en kunstner og hans tid”, 2008, s. 127).

Om Svend Hammershøis tidlige træmotiver skriver Henrik Wivel: “Svend Hammershøis tidlige motiviske faible for træer [...] fortager sig aldrig. [...] De nøgne træers bølgende bevægelse imod den grå himmel tager sig ud som en slags forgængelighedens raster, hvormed kunstneren indskriver sin kunst i den eksistentielle allegori. Træet bliver i hans værk et billede på livet over for døden, stræben over for løvfald, vækst over for forrådnelse - en motivkreds, der også satte sig blivende spor i hans keramiske arbejder. Dette forhold var kunstneren sig bevidst, og han forsøgte i de formative år at mytologisere det og manifest forankre det symbolsk.” (Henrik Wivel, “Åndemusik” i “Svend Hammershøi - en kunstner og hans tid”, 2008, s. 25).