Jens Ferdinand Willumsen og Edvard Munch delte et kunstnerisk slægtsfællesskab. De kendte og beundrede hinanden; Munch hjalp Willumsen med at finde udstillingslokaler i Oslo - første gang i 1892- og de viste deres værker sammen på fællesudstillinger i Europa.

Man kan forestille sig, at denne gensidige interesse også må være kommet til udtryk i deres værker, som det ses på ”Hvilende kvinde med hvid hat”. Billedet er et forstudie til det, der senere skulle blive hovedværket ”En bjergbestigerske” fra 1904.

I foråret 1902 drog Willumsen med sin forlovede Edith Wessel på vandretur i Pyrenæerne og senere mod de schweiziske alper, hvor Willumsen udførte en lang række skitser af sin kommende hustru i forskellige positurer. Kompositionen på motivet her vidner om periodens natursyn, krops- og frihedsdyrkelse, men også Willumsens interesse for Munchs kunst - som en spejlvendt genfortælling af Edvards Munchs maleri ”Sommernat. Inger på stranden” fra 1889. Figurerne er placeret i forskellige typer topografi, men modellernes kropssprog og sindstilstand skaber paralleller. Selv den hvide hat figurerer i begge billeder; Inger Munch holder den i hånden, mens Edith Willumsen har lagt den skødesløst i græsset.