Litteratur: “Sonja Ferlov Mancoba. Skulpturer/Sculptures”, Fyns Kunstmuseum, Holstebro Kunstmuseum, Nordjyllands Kunstmuseum, 2003, kat. 60, gengivet side 133. Udstillet: Galerie Mikael Andersen på 1–54, Marrakech, Marokko, 2019.

Sonja Ferlov Mancoba indskriver sig i en al for lang række af kunstnerinder, der i deres levetid aldrig opnår den anerkendelse, som deres rent kunsthistoriske betydning fortjener. Det er der siden blevet rettet op på. Sonja Ferlov Mancoba er i dag repræsenteret på flere museer i ind-og udland, og hendes kraftfulde, potente værker er ofte meget efterspurgte på auktion. Med en udstilling på Statens Museum for Kunst, siden Centre Pompidou i Paris, i 2019 og Hanne Vibeke Holsts’ medrivende og anmelderroste bog, er denne ganske særlige og kompromisløse kunstnerinde nu atter trukket et skridt frem i lyset.

Sonja Ferlov starter på Kunsthåndværkerskolen i København og senere uddanner hun sig på Kunstakademiet. Hun studerer sammen med Ejler Bille og Richard Mortensen, og er – som bidragsyder og medstifter til Linien – del af den surrealistiske inderkreds. I efteråret 1936 rejser hun til Paris, hvor hun er indskrevet som studerende og aktiv i kunstnermiljøet, blandt andet som nabo og ven til Alberto Giacometti.

Det globale udsyn og spiritualiteten er derfor væsentlige ledetråde i Ferlov Mancobas virke. Hendes skulpturer vokser ud af en dyb interesse for ikke-vestlige kulturer - i særdeleshed den afrikanske kunst, hun allerede i 1920erne stifter bekendtskab med hos den danske samler Carl Kjersmeier. Interessen næres yderligere ved mødet med hendes senere ægtefælle, den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba. Parret møder hinanden i Paris i slutningen af 30erne, og bortset fra et kortere ophold i Danmark fra 1947–52, hvor de aldrig hverken kunstnerisk eller menneskeligt føler sig helt velkomne, er det i Frankrig, de tilbringer deres liv sammen.

Sonja Ferlovs sympatiske forståelse af kunst – eller ”udtryk”, som hun beskrev det – bygger på et klart ønske om at fremhæve sammenhængen og fællesskabet mellem mennesker frem for karrieremæssige eller økonomiske hensyn. Ofte består hendes bronzer af tæt sammenflettede figurer, der forbindes til hinanden, men i dette eksempel præsenteres vi for en trebenet og enøjet persona.