Frederik Sødring var elev af landskabsmaleren J. P. Møller (1783–1854), men var i sine tidlige år også meget påvirket af C. W. Eckersberg (1783–1853), som flere gange nævner Sødring i sin dagbog, og dennes elever - Sødring delte bl.a. atelier med Chr. Købke (1810–1848) i begyndelsen af 1830erne. Berømt er Købkes portræt af Sødring fra 1832 (Den Hirschsprungske Samling), fra netop den periode.

Sødring blev også tidligt i sin karriere draget mod den norske maler I. C. Dahl (1788–1857) og dennes storslåede romantiske landskabsmotiver og hans første udstillede værker på Charlottenborg i 1828 (nr. 96 og 97) var netop to kopier efter Dahl.

Møn og Møns Klint blev et tilbagevendende og væsentligt motiv for mange af guldaldermalerne. Møns Klint repræsenterede på én og samme tid den danske natur, som det blev så vigtigt for Guldaldermalerne at skildre, men også ved sin storslåede bjergagtige anderledeshed noget helt andet, som knyttede motivet til de romantiske strømninger ude i Europa, og dette har uden tvivl tiltalt Sødrings romantiske åre i forlængelse af hans fascination af Dahl.

Sødring malede på Møn og omegn i årene 1829–1830 og der findes flere værker fra Møns Klint i fortegnelsen over kunstnerens værker (Lilian Vestergaard, Kunstmuseets Årsskrift 1977–1980’, Statens Museum for Kunst, 1981, nr. 15–22) fra netop disse år.

I sin dagbog nævner Eckersberg d. 8. september 1830 blandt andet, at ’Sødring var kommet tilbage igien, han viste sine Studier fra i Sommer’. Sødring er med stor sandsynlighed hjemvendt fra et sommerophold på Møn og har fremvist sine studier efter naturen for den respekterede professor og nærværende studie kunne meget vel være et af disse.

Her er Sødring gået helt tæt på motivet, og står nærmest imidt nde i det, i stedet for at stå på behørig afstand og betragte det, hvorved klinten tårner sig op over os, så vi overvældes af den store natur til trods for, at maleriet ikke i sig selv er særlig stort.