Guldrubinglas menes at have været kendt siden antikken men blev genopdaget i barokken hvor interessen var på sit højeste i perioden 1685–1705. Her blev rubinglas anset for at være et nyt, værdifuldt materiale på højde med fremstillingen af europæisk porcelæn nogle årtier senere. De fleste europæiske monarker har ejet et eller flere guld rubin glas i deres samling.

Guld rubin glas er kendetegnet ved sin dybe men gennemsigtige røde farve som opnås ved at tilsætte guldklorid i smeltet glas. Det var enten italieneren Antonio Neri (Firenze 1576–1614) eller tyskeren Johann Kunckel (ca. 1637–1703) som genopdagede fremstillingsprocessen af guld rubin glas men det var sidstnævnte som lykkedes med fremstillingen af glasset i ca. 1684.