I stilistisk henseende balancerer Ebba Carstensen i sine modne år 1920–40 på grænsen mellem kubisme og ekspressionisme. Motivisk set henter hun meget gods ud af sin barndomsverden fra den hjemlige hønsegård til køerne på marken. Derudover bliver det til mange opstillinger, interiørbilleder, portrætter, landskaber og skovstykker. Hendes farveholdning er gennemgående mørk, tung og varm, som på blomsteropstillingen her.

Hendes arbejde gav i tiden anledning til omtale og kritik. Heldigvis også positiv, blandt andet fra kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher, der er en varm fortaler for hende. I sin anmeldelse af KE, “Efteraarsudstillingen”, skriver han i Politiken den 7.11 1924: “Ebba Carstensen er der Kraft i. Det er da endelig en moderne Maler. Alt, hvad Kubismen og de andre tekniske Eksperimenter har lært os, særlig Virkningen af vekslende Farveplaner og Lysmodsætninger, der bryder Billedplanet og giver Dybde, det kan hun, og hun bruger det med sit straalende Humør ... Vi har altid vidst, at Ebba Carstensen var god, men der har været noget, som hemmede [sic] hende - maaske simpelt hen Støtte af en, der ville købe hendes Billeder. - Køb dem nu! Køb det altsammen, ogsaa Konen ved Vaskebaljen i det latterlige Køkken. Jeg udnævner Storm-Petersen til vor eneste virkeligt unge Kunstner og Ebba Carstensen til at være hans Søster. Gid hendes Talent ret kunde komme til sin udfoldelse.”