Efter at have studeret hos Wegmann nogle vintre, var hun en af grundlæggerne af Kunstnernes Studieskoles kursus for kvinder eller ’Den lille Malerskole’, som den blev kaldt, i midten af 1880erne, der blev en af forløberne for den afdeling for kvinder som kunstakademiet oprettede i 1888 efter lange kampe fløjene for og imod imellem. Samme år debuterede Triepcke på Charlottenborg. Hvor hun ofte taler om sit manglende mod i breve og erindringer, så vidner hendes kunstneriske uddannelse og kampen for de kvindelige kunstneres vilkår om en råstyrke, som kom hende til gode tidligt i sin karriere. I 1888 rejste hun alene til Paris opsat på at klare sig selv. Hun opnåede al det, der var svært derhjemme. I Paris malede hun efter nøgenmodel på den franske kunstner Gustave Courtois skole og blev rettet af Puvis de Chavanne (1924–1898) senere i anden sammenhæng. Hun besøgte Louvre næsten dagligt, gik på gallerierne og de store udstillinger. Der var masser af skandinaver i Paris og igennem Georg Brandes (1842–1927), hvis forelæsninger hun havde fulgt i København, blev hun introduceret til både forfatter- og kunstnerkredse på hans opfordring. Allerede en uge inde i opholdet mødte hun P.S. Krøyer (1851–1909). Han havde tidligere nægtet at undervise hende, da Bertha Wegmanns søster Anna Seekamp havde henvendt sig på Triepckes vegne med anbefaling fra Wegmann. Men Triepckes fascinationen var intakt og hun skriver i sin dagbog ved ankomsten til Paris: ”Jeg vil skrive til Krøyer for, at jeg kan være sikker på at træffe ham.” Igennem Krøyer introduceres hun til Anna og Michael Ancher (1859–1935/1848–1927), der bliver hendes nærmeste venner i kredsen omkring Krøyer sammen med malerne J.F. Willumsen (1863–1958) og Anna Petersen (1845–1910). Igennem adskillige vidnesbyrd kan vi se, at Triepckes tiltro til egne kunstneriske evner vakler massivt undervejs i hele forløbet om end de bedste modelstudier, der i dag kendes fra hendes ophold, er fremragende. Men hendes insisteren på at bevæge sig uden ledsager og fastholde kvinders ret til undervisning på lige fod med mændene i breve og dagbøger afslører en bemærkelsesværdig styrke som få andre kvinder demonstrerede i samtiden. Historien om Marie Triepcke er på en gang både kort og lang. Kort i forhold til hendes karriereforløb, der stagnerede med giftenavnet Krøyer og historien om endnu en patriarkalsk ægtemand, der tæmmede sin hustru ved håndarbejdet, imens hun blev berømt som sin ægtemands smukkeste model. Senere giftede hun sig med den svenske komponist Hugo Alfvén (1872–1960), hvis utroskab blev om end endnu mere ødelæggende for kunstnerens æstetiske sind, hvilket hun ulykkeligt skriver om i sine breve til Agnes Slott-Møller (1862–1937) fra Tallberg i Dalarna i Sverige, hvor Alfvén-gården lå. I internationale kunstmagasiner som The Studio holdt Marie sig orienteret livet igennem og hun indrettede de hjem hun boede i som smagfuldt velorienteret kunsthåndværker og indretningsarkitekt. Den eksistentielle mening med livet fandt hun hos den engelske digter John Keats, hvis to sidste linjer i Ode til en græsk vase (Ode on a Grecian Urn) blev en slags trosbekendelse for hendes retfærdighedssøgende, skønhedselskende liv: “Beauty is truth, truth beauty,”—that is all Ye know on earth, and all ye need to know.” I skønheden finder man sandheden og i sandheden skønheden. Portrættet bliver en profeti på Maries besværgelse for hvor menneskets begrænsninger er mange og mennesket evigt forgængeligt, lever skønheden videre i kunsten som et sandhedsvidne på det der var, og Marie var i sandhed skøn.