899/​62

Bertha Wegmann (f. Soglio, Schweiz 1847, d. København 1926)

Købt af Den Hirschsprungske Samling i december 2020.

Portræt af Marie Triepcke, senere gift med P. S. Krøyer 1889. Krøyer. Sign. B. Wegmann 1885. Olie på lærred. 120×110.

Proveniens: Kunstnerens auktion, Charlottenborg 1891, nr. 36. Her erhvervet af Baron Knuth, Rygaard (baron Carl Vilhelm Emil Knuth ejede Rygaard 1856–1898). Familien Duzaine-Hansen (sandsynligvis erhvervet i 1920'erne. Afbildet i familiens hjem i “Danske Hjem”, 1944). Herefter nedarvet i familien.

Marie Triepcke (1867–1940) som maler og model. Af Emilie Bierlich

I 1885 udstiller Bertha Wegmann et portræt på Parisersalonen under titlen “Me Voici! – portrait. Bras de la Seine”. Vi kender ikke målene på det, men vi ved Wegmann arbejder på et portræt hen over sommeren og efteråret 1884, hvor hun bruger masser af farve og lærred og hvor hun selv og håbet er dyppet i grønt, som hun skriver i sine breve til familien Melchior. I årene forinden havde Marie Triepcke ifølge sine egne erindringer siddet model for Wegmann ned til voldgraven i det, der i dag er Tivolisøen. Arbejdet havde strakt sig over et halvt år og med høje træer, åkander, ænder og begrænset offentlig adgang har det været et idyllisk sted, der kunne minde om Seine-bredden lidt udenfor Paris. Kan det således være nærværende maleri, der blev udstillet på Parisersalonen i 1885? Selv begyndte Triepcke som elev hos Carl Thomsen (1847–1912) og gik her et halvt år, før hun skiftede til Bertha Wegmanns tegne- og maleskole, hvor hun gik to vintre fra 1883–1885. Det er i denne periode at Wegmann malede de to portrætter, vi nu kender af Marie. Det første ejede Krøyer, da det blev solgt fra hans dødsboauktion på Charlottenborg i 1910 og indgår i dag i den tidligere amerikanske ambassadør John Loebs prægtige samling af dansk kunst fra Abildgaard og frem til i dag. Det er usigneret og mere skitseagtigt med antydningen af kjolekant og paraply, mange pentimenti og dybe skyggevirkninger ved ansigtet afledt af det klare sidelys. Den anden udgave (nærværende maleri), der er gennemmalet, mere afdæmpet og langt mere sikkert malet op med kun få tilføjelser til den oprindelige udgave, blev signeret og dateret, utvivlsomt med henblik på udstilling. Den sitrende atmosfæriske leg med lys og skygge ved de hastige penselstrøg i kjoleliv og ansigtstræk i den første udgave er afløst af et fokus på modellens ynde og den virtuost draperede silkekrinoline. I 1896 blev dette maleri solgt på auktion til Grev Knuth på Rygaard Herregård, en slægt Wegmann portrætterede flere gange, før det kom i nuværende families eje engang i 1920erne.

Som bekendt er beundring velegnet til at stimulere ambition, og siden Marie Triepcke, der var født af tyske forældre i København, som barn iagttog faderens arbejde med at designe og tegne tekstilmønstre til væveriet på Rubens Klædefabrik, hvor han var teknisk direktør, og siden hun kom i hjemmet hos blandt andre kunstsamler Heinrich Hirschsprung som veninde til børnene, var hendes interesse for kunst grundlagt.

Efter at have studeret hos Wegmann nogle vintre, var hun en af grundlæggerne af Kunstnernes Studieskoles kursus for kvinder eller ’Den lille Malerskole’, som den blev kaldt, i midten af 1880erne, der blev en af forløberne for den afdeling for kvinder som kunstakademiet oprettede i 1888 efter lange kampe fløjene for og imod imellem. Samme år debuterede Triepcke på Charlottenborg. Hvor hun ofte taler om sit manglende mod i breve og erindringer, så vidner hendes kunstneriske uddannelse og kampen for de kvindelige kunstneres vilkår om en råstyrke, som kom hende til gode tidligt i sin karriere. I 1888 rejste hun alene til Paris opsat på at klare sig selv. Hun opnåede al det, der var svært derhjemme. I Paris malede hun efter nøgenmodel på den franske kunstner Gustave Courtois skole og blev rettet af Puvis de Chavanne (1924–1898) senere i anden sammenhæng. Hun besøgte Louvre næsten dagligt, gik på gallerierne og de store udstillinger. Der var masser af skandinaver i Paris og igennem Georg Brandes (1842–1927), hvis forelæsninger hun havde fulgt i København, blev hun introduceret til både forfatter- og kunstnerkredse på hans opfordring. Allerede en uge inde i opholdet mødte hun P.S. Krøyer (1851–1909). Han havde tidligere nægtet at undervise hende, da Bertha Wegmanns søster Anna Seekamp havde henvendt sig på Triepckes vegne med anbefaling fra Wegmann. Men Triepckes fascinationen var intakt og hun skriver i sin dagbog ved ankomsten til Paris: ”Jeg vil skrive til Krøyer for, at jeg kan være sikker på at træffe ham.” Igennem Krøyer introduceres hun til Anna og Michael Ancher (1859–1935/1848–1927), der bliver hendes nærmeste venner i kredsen omkring Krøyer sammen med malerne J.F. Willumsen (1863–1958) og Anna Petersen (1845–1910). Igennem adskillige vidnesbyrd kan vi se, at Triepckes tiltro til egne kunstneriske evner vakler massivt undervejs i hele forløbet om end de bedste modelstudier, der i dag kendes fra hendes ophold, er fremragende. Men hendes insisteren på at bevæge sig uden ledsager og fastholde kvinders ret til undervisning på lige fod med mændene i breve og dagbøger afslører en bemærkelsesværdig styrke som få andre kvinder demonstrerede i samtiden. Historien om Marie Triepcke er på en gang både kort og lang. Kort i forhold til hendes karriereforløb, der stagnerede med giftenavnet Krøyer og historien om endnu en patriarkalsk ægtemand, der tæmmede sin hustru ved håndarbejdet, imens hun blev berømt som sin ægtemands smukkeste model. Senere giftede hun sig med den svenske komponist Hugo Alfvén (1872–1960), hvis utroskab blev om end endnu mere ødelæggende for kunstnerens æstetiske sind, hvilket hun ulykkeligt skriver om i sine breve til Agnes Slott-Møller (1862–1937) fra Tallberg i Dalarna i Sverige, hvor Alfvén-gården lå. I internationale kunstmagasiner som The Studio holdt Marie sig orienteret livet igennem og hun indrettede de hjem hun boede i som smagfuldt velorienteret kunsthåndværker og indretningsarkitekt. Den eksistentielle mening med livet fandt hun hos den engelske digter John Keats, hvis to sidste linjer i Ode til en græsk vase (Ode on a Grecian Urn) blev en slags trosbekendelse for hendes retfærdighedssøgende, skønhedselskende liv: “Beauty is truth, truth beauty,”—that is all Ye know on earth, and all ye need to know.” I skønheden finder man sandheden og i sandheden skønheden. Portrættet bliver en profeti på Maries besværgelse for hvor menneskets begrænsninger er mange og mennesket evigt forgængeligt, lever skønheden videre i kunsten som et sandhedsvidne på det der var, og Marie var i sandhed skøn.

Stand

Konditionsrapport ved forespørgsel. Kontakt: fine-art@bruun-rasmussen.dk

Bemærkninger

Bemærk: Emnet er omfattet af Hvidvaskloven. Ved hammerslag på 50.000 kr. eller mere inklusivt salær skal køber aflevere kopi af gyldigt billede-id og adresselegitimation for at få udleveret emnet.

Auktion

Malerier og tegninger, 1. december 2020

Kategori
Vur­dering

1.500.000–2.000.000 DKK

Solgt

Hammerslag

3.100.000 DKK