Proveniens: Anvendt i Finn Juhls hus på Kratvænget i 1940erne. Siden i familien til nuværende ejer der fik sofaen foræret af Finn Juhl.

Dette er en af to prøveeksemplarer Finn Juhl tegnede, som Niels vodder udførte 1941 til snedkerlaugets udstilling samme år. Den adskiller sig markant fra de udgaver som Niels Vodder udførte igennem 1950erne, ved de markante tykke kølleben modsat de tilspidsende ben samt en mere markeret form på armlæn og kurve i ryg.

I 1941 udstillede Finn Juhl for fjerde gang på Snedkerlaugets årlige udstilling i København. På det tidspunkt var Finn Juhl ansat ved Vilhelm Lauritzens tegnestue og havde samme år mistet sin far grosserer Johannes Hansen Juhl. På snedkerlaugets udstilling præsenterede Finn Juhl i samarbejde med snedkermester Niels Vodder en opholdstue der mildest talt fik en blandet kritik: “ ...der er buttede forneden og gaar op i snipper foroven ligesom en dyne , der løftes op i de fire hjørner..” , “ ... Det er og bliver gold hygge..” eller “ Det er blevet æstetik i dette ords dårligste betydning.”

Det var bemærkninger de fik med på vejen.

Problemet var måske bare at Finn Juhl i et lille besat land som en af de få havde taget den international organiske modernisme til sig og i hans møbler lige lidt før de fleste andre . Sofaen der er som et stykket stivnet klæde både fanger personen der skal sidder i den såvel som den fanger internationale strømninger i kunsten på denne tid. Den blev præsenteret under et værk af Islandske Sigurjon Olafsson: “Þrá.” Et værk fra 1940. Kunstneren havde en helt særlig stjerne hos Finn Juhl. Man kan tænke hvorfor Finn Juhl formåede at skabe så anderledes og vovede møbler i en tid præget at knaphed og mådehold, og måske forklaringen delvis er såre banal. Finn Juhl havde allerede i sin studietid arvet en vis sum penge og med hans velhavende faders bortgang i 1941 kombineret med hans faste job hos Vilhelm Lauritzens tegnestue har han næppe haft samme behov for at de møbler Vodder lavede blev solgt, som andre unge arkitekter. Faktisk kan man tænke at han allerede fra deres formgivning havde en bestemt kunde i tankerne ... nemlig ham selv. Finn Juhl opførte i 1942 det hus som i dag står som det bedste vidnesbyrd om Finn Juhls formgivning og tanker. Igen antageligvis muliggjort ved arven efter hans fader. En artikel fra 1944 i tidskriftet “Arkitekten” skrevet af Finn Juhl selv, som viser både fotos samt møbleringsplan, fremgår det med al tydelighed af Finn Juhls bedste kunde i de første år på snedkerlauget var .. Finn Juhl . Således finder man både bl.a. de 2 stk FJ-41sofaer her, de 2 stk “Græshoppe” stole fra 1938, Pelikanstolen fra 1940, lænestolen fra 1937 mv. Finn Juhl Tegnede simpelthen møbler sådan som han helt bogstavligt selv ville have dem. I dag fremstår Finn Juhls hus med en anden møblering og selvom den står nu som et stivnet billede på hans tanker , så var huset en levende organisme der udviklede og ændrede sig gennem årene. Finn Juhl var i 1942 gift med Tandlægen og kunstmaleren Inge Marie Skaarup men da deres samliv ophørte, er stor del af det oprindelige møblement også blevet delt. I Finn Juhls senere samliv og ægteskab med Hanne Wilhelm Hansen blev indretningen også forandret løbende og på et tidspunkt stod et af Finn Juhl seneste møbler og måske også mærkeligste , nemlig hans “dobbeltstol” fra 1972 på den centrale plads ved pejsen i huset. I dag står en FJ-41 sofa fra Niels Vodder under det ikoniske Vilhelm Lundstrøm portræt, men det eksemplar er først kommet til efter hans bortgang. Det viser fotos fra 1989. ligesom det eksemplar er udført i ca 1950erne , som ses af de tilspidsende ben og en markant mindre skulpturel form. Man kan retteligt hævde at nærværende sofa er den der hører hjemme ved pejsen i Finn Juhls hus. Litteratur: Esbjørn Hiort: “Arkitekten Finn Juhl”, aktuelle eksemplar afbildet s. 30.