Litteratur: Tamsyn Woollcombe (red.): “Kenneth Armitage - Life and Work”, The Henry Moore Foundation & Lund Humphries Publishers, London 1997, Catalogue of Sculpture nr. KA69. Proveniens: Privatsamling, Danmark.

I 1952 blev Kenneth Armitage udvalgt til at deltage i den officielle udstilling “New Aspects of British Sculpture” på Biennalen i Venedig, hvor en hel generation af yngre, engelske skulptører fik et massivt og pludseligt internationalt gennembrud. I 1958 repræsenterede han igen Storbritanien i Venedig med en retrospektiv soloudstilling. Netop slutningen af 1950'erne er et absolut højdepunkt i Kenneth Armitages kunstneriske karriere med talrige kommissioner og museumssalg til bl.a. The Museum of Modern Art i New York.

“Two Seated Figures” (1957) er i alle henseender et eksemplarisk værk fra en vigtig periode, hvor Armitages mest typiske karakteristika er reduktionen eller splejsningen af flere figurer til en fladebetonede helheder eller grupper, hvor ekstremiteter og attributter fordeles på en måde så referencen til den individuelle figur fortoner sig til fordel for en ny helhed.

Det var i samtiden især den engelske kunsthistoriker Sir Herbert Read (1893–1968), der satte Armitage og hans jævnaldrende kolleger ind i en kunsthistorisk kontekst og forbandt efterkrigstidens engelske skulpturkunst med begrebet “Geometry of Fear”. Det var Reads eksistentialistiske pointe, at alle skulptørerne i den unge generation var opvokset i et klima præget af hele to verdenskrige, hvorfor vold, brutalitet, smerte og fortvivlelse måtte blive klangbunden for en kunst med udgangspunkt i menneskekroppen eller den humanistiske tradition i det hele taget. For andre kritikere var værkerne mere tvetydige end den dominerende eksistentielle fortolkning foreslog. Skulpturer, hvor individet opløses - som f.eks. “Two Seated Figures” - kunne også ses som en optimistisk og glædelig bekræftelse af gruppen som et socialt fænomen. F.eks. mente en kritiker som Robert Melville (1905–1986) at de samme værker, Herbert Read kaldte 'diafragmer af smerte', havde 'en charme og elskelighed, som er sjælden i moderne skulptur'.