Wilhelm Marstrand (f. København 1810, d. sst. 1873)
Portræt af kunstnerens broder Otto Marstrands to døtre, Emily og Annie, og deres vestindiske barnepige, Justina, i Frederiksberg Have. 1857. Usigneret. Olie på lærred. 89×67.
Kursiv: På maleriet ses i forgrunden kunstnerens broders to døtre Emily Ottilie (1848–1933) og Annie Lætitia (1850–1933) sammen med deres vestindiske barnepige, Justina. I baggrunden ses kunstnerens broder Otto Marstrand (1809–1891) og svigerinden Annie (1818–1886) og deres ældste søn Osvald (1846–1881).
Otto Jacob Marstrand var den ældste bror af en børneflok på 5. I 1830 udvandrede han til Dansk Vestindien, hvor han slog sig ned som tømmerhandler, og senere udnævnt konsul og brandmajor, i byen Charlotte Amalie på øen St. Thomas. Her oplevede Otto Marstrand von Scholtens afskaffelse af slaveriet i 1848. I 1855 sendte Otto sin ældste søn Osvald på 9 år hjem til Danmark for at gå i skole. I Danmark boede sønnen sammen med Wilhelm Marstrands familie i professorboligen på Charlottenborg. Året efter kom også Osvalds moder og hans to små søstre til København og lidt efter også faderen - hele den vestindiske del af Marstrand-familien var nu - i 1857 - for første gang samlet i København, og det var Wilhelm Marstrands anledning til at male dette noget atypiske familieportræt. Resten af familien vendte forholdsvist hurtigt tilbage til Vestindien, men Osvald blev i København i 10 år til han var færdig med sin skolegang.
Det er et atypisk familieportræt. Hovedpersonen er familiens vestindiske barnepige, Justina, der er fuldt med familien til København. Hun er helt centralt placeret i forgrunden med de to Marstrand-piger på hver side. Hun ser roligt, nærværende direkte ud på beskueren - som var det et portræt af en dronning. Farverne er klare og enkle, hendes mørke hud, den hvide kjole, det røde sjal, den karakteristiske orange hovedbeklædning mod den blå himmel og den grønne have. De to piger holder fast i barnepigen - klædt i ens kjoler i blågrønne farver, med samme frisurer og med fjerne blikke fremstår de næsten identiske - i henholdsvis profil og en face. I baggrunden til højre helt små og skitseagtige ses faderen og moderen og den ældste søn. Barnepigen er hovedpersonen i det marstrandske familieportræt - hun er det kompositoriske og koloristiske centrum.
Det er et meget vigtigt maleri i forståelsen af Danmarks rolle som kolonimagt og som slavenation, og netop i år, hvor det er 100-året for afståelsen af Dansk Vestindien til USA, er det så aktuelt som nogensinde før, fordi vi har så forholdsvis få malerier af danske malere, der afbilder slaverne og deres efterkommere - og slet ikke som her, hvor en ung sort vestindisk kvinde er maleriets altoverskyggende hovedperson. En undtagelse er N. P. Holbechs berømte maleri fra 1838, der forestiller Holbechs datter Marie siddende på armen af den vestindiske barnepige Neky (Nationalmuseet, afb. side). På nærværende auktion kan også ses maleriet “En leg med Marionetdukker” af Nicolai Habbe, som også skildrer en dansk vestindisk kvinde, men her fremstillet mere typisk som en blandt flere tilskuere til selve hovedmotivet - en marionetforestilling (se kat. nr. 102).
Marstrands maleri er malt i 1857 kun 9 år efter slaveriets afskaffelse - måske var den unge barnepige født som slave - og 60 år før salget af Dansk Vestindien - måske har hun også oplevet denne begivenhed som ældre. Hun står som en vigtig repræsentant for en overset befolkningsgruppe i slutningen af et væsentligt kapitel af dansk kolonihistorie, men også lige midt i et meget spændende kunstnerisk og kunsthistorisk møde mellem den sene danske guldalder og fransk impressionisme i skikkelse af henholdsvis Fritz Melbye og Camille Pisarro, der mødte hinanden i 1849 på Skt. Thomas i Dansk Vestindien. Der opstod et tæt venskab mellem de to kunstnere og Melbye blev en mentor og lærer for Pissarro. Fritz Melbye, der var uddannet af sin bror, marinemaleren Anton Melbye, der var elev af C. W. Eckersberg, var således oplært i den danske guldaldertradition, og Camille Pissarro blev én af hovedskikkelserne i fransk impressionisme. Den nærmere kunsthistoriske betydning af dette møde mellem dansk guldalder og fransk impressionisme, er der først nu ved rigtig at blive forsket og sat fokus på i kraft af den lige nu aktuelle udstilling “Pissarro. Et møde på Skt. Thomas”, der vises på Ordrupgaard.
Udstillet: Charlottenborg 1859 nr. 95 (her udstillet med titlen “En Negerpige med to Børn, Studie”). Charlottenborg, “Kunstforeningens Marstrandudstilling”, 1898 nr. 366. Registreret under malerier fra 50'ernes slutning.
Litteratur: Karl Madsen, “Wilhelm Marstrand 1810–1873”, 1905, omtalt s. 329–330 og afbildet s. 330. Th. Oppermann, “Wilhelm Marstrand. Hans kunst og liv i billeder og tekst”, 1920, omtalt s. 42, afbildet s. 35. Ove Hornby, “Kolonierne i Vestindien”, 1980, afbildet s. 277. Otto Marstrand, “Maleren Wilhelm Marstrand”, 2003, omtalt s. 143 og afbildet s. 143.
Proveniens: Gået i arv i kunstnerens brors familie indtil i dag. Har således aldrig tidligere været handlet. Otto Marstrands datter Emily (portrætteret på maleriet) arvede maleriet efter faderen. Emily giftede sig i 1871 med Gustav Oscar Gyllich. De boede på de Vestindiske Øer og fik 5 børn. Nuværende ejers farmor var deres yngste datter, Edna. Da hun var lille flyttede familien til Danmark. Edna giftede sig med Fredrik Fredriksen og fik en søn, Oscar, som ændrede sit navn til sin farmors pigenavn Gyllich. Oscar døde ung, så maleriet er gået i arv fra Emily til Edna til nuværende ejer.
Konditionsrapport ved forespørgsel. Kontakt fine-art@bruun-rasmussen.dk
Bemærk: Emnet er omfattet af Hvidvaskloven. Ved hammerslag på 50.000 kr. eller mere inklusivt salær skal køber aflevere kopi af gyldigt billede-id og adresselegitimation for at få udleveret emnet.
Malerier og tegninger, 30. maj 2017