I den dybdegående og netop udgivne bog om Hammershøi, beskriver forfatterne netop dette motiv med den rygvendte kvinde, der er så karakteristisk for Hammershøi, og de beskriver motivets tætte forbundethed med samtidens fotografi, som fascinerede Hammershøi, og som han i udpræget grad brugte i sine værker.

“Ligesom fotograferne Félex Nadar (1820–1910), Onésipe Aguado de las Marismas (1830–1893) og mange andre billedkunstnere i samtiden interesserede Hammershøi sig for motiver med nakker og rygvendte figurer. Motiverne forekommer ofte gådefulde, fordi vi kan komme så tæt på uden at kunne se figurens ansigt. Og tilsyneladende uden at figuren ser os. Nakkemotiver er særligt begærsorienteret i et fotografi, fordi det inkluderer bevidstheden om fotografen, der kan tage billedet, mens modellen ikke kan se, hvad der foregår. Denne intense fotografiske situation overfører Hammershøi fx i sit maleri.....” “Nakken er anigtets ubevidste, siger man, men billeder som disse frabeder sig på en måde psykoanalytiske fortolkninger. De befinder sig i et felt mellem virkelighed og kunstighed. Det kunstige består i hele den konstruerede iscenesættelse: det er tydeligt, at kunstnerne har bestemt, hvordan modellerne skal posere og vende ryggen til. Det er ikke tifældige snapshots, men alligevel går vi som beskuere ofte med på ideen, fordi det er forførende og spændende at se på motivet i denne vinkel.” (Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsner, “Vilhelm Hammershøi, på sporet af det åbne billede”, 2018, s. 144).

Motivet i dette maleri - den rygvendte kvinde - optræder i flere af Hammershøis interiørmalerier.

Proveniens: forfatteren Alfred Bramsen, dennes datter violinisten Karen Falck og hendes mand museumsdirektør Gustav Falck, herefter nedarvet i familien, indtil auktion over Alfred Bramsens og Gustav Falcks samlinger, Bruun Rasmussen auktion 576, 1992 nr. 141, afbildet s. 110. Her beskrevet som hustruen Ida set bagfra, men det er søsterens karakteristiske træk - hendes glatte hår, øre, nakke, kendt fra andre portrætter af hende af Hammershøi, meget mere end det er hustruens.

Alfred Bramsen (1857–1932) var egentlig tandlæge, men er i dag især kendt som kunstsamler og især mæcen for og samler af værker af Vilhelm Hammershøi. I 1918 udgav han sammen med Sophus Michaëlis værket “Vilhelm Hammershøi, Kunstneren og hans Værk”.

Bramsens værker gik i arv til datteren Karen Bramsen (1877–1970), og hun blev gift med Gustav Falck (1874–1955). Gustav Falck var kunsthistoriker og blev i 1925 Karl Madsens efterfølger som direktør for Statens Museum for Kunst. Museet kan takke ham for indkøb af portrætter af Tizian og Frans Hals. Falck havde en stor, exceptionel privatsamling, der udover mange arbejder af Vilhelm Hammershøi omfattede værker af mange andre kunstnere.