De bløde, afrundede former, der går i ét med materialet, hvad enten det er træ eller sten, karakteriserer Ulrika Marseens skulpturer. Hun arbejder med modelleringen af det kropslige; en organisk stil vi blandt andet også ser hos kunstnere som Sonja Ferlov Mancoba, Erik Thommesen og Henry Moore.

Træ er på mange måder det mest taknemmelige materiale, der i sin blødhed og varme omfavner de runde, modellerede linjer. Der er ingen tvivl om, at Marseen i sin kyndighed som billedhugger, også formår at give det samme liv til sine værker af sten, der blandt er at finde i det offentlige byrum fx ved Holbæk bibliotek. Værket repræsenteret her er fra 1984 og er et af Marseens senere værker. Det er tydeligt at se, at det organiske og dynamiske formsprog er en del af hendes kunstneriske dna, som hun aldrig slippper. Marseen studerer kroppen efter klassiske principper; i 1944 bliver hun elev af billedhugger Henry Luckow-Nielsen og efterfølgende af Johannes C. Bjerg, der på selvsamme tidspunkt er professor på Kunstakademiet. Læringen i de klassiske former giver Marseen det anatomiske genskab til kroppen og dens proportioner – og på samme tid også selvsikkerheden samt behovet for at bryde med disse former i hendes søgen efter et mere moderne formsprog.

Marseen debuterer på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1945. Hun udstiller her flere gange siden, samt på Salon des Surindépendants i Paris 1947–49, og på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1953–54. I 1948 bliver hun en del af kunstnergruppen Spiralen, hvis medlemmer blandt andet også tæller Mogens Balle, Knud Nielsen og Wilhelm Freddie. Hun indsender sit monument bidrag til den internationale konkurrence The Unknown Political Prisoner i 1952 og kommer i den udvalgte gruppe, der efterfølgende udstilles på Tate Modern i London.

Marseen kommer vidt omkring og hendes kunstneriske potentiale er ikke til at overse. Dog har hun sin familie i Danmark, og i starten af 1960erne tager hun en beslutning, der skulle blive hendes hjertebarn. Hun stifter Kunsthøjskolen i Holbæk. Efter Rudolph Steiner lignende principper sætter hun fokus på den kreative indlæring, og giver de forskellige kunstarter plads til at udfolde sig på tværs af hinanden. Videregivelsen af kunsten til unge mennesker bliver hendes mærkesag. Hun er forstander frem til 1981, hvor hun genoptager sit kunstneriske virke, som hun praktiserer frem til sin død.