Litteratur: Lene Olesen: “Schwalbe”, København, 1994, geng. s. 12, omtalt s. 11–12. Udstillet: Kunstnernes Efterårsudstilling, København, antagelig 1952 (label på bagsiden).

Lene Olesen skriver i sin bog om forbindelsen mellem musik og kunst hos Ole Schwalbe generelt i starten af 1950erne og i dette værk i særdeleshed: “De nye musikalske tendenser omfattede også notationen, hvor det gængse nodesystems fem linier blev erstattet med for eksempel kurver eller punkter, der angav det omtrentlige tonehøjdeleje på instrumentet, eller med abstrakt grafik, som udøveren forventedes at ville tolke i overensstemmelse med sin fantasi. Sammen med blandt andre Uffe Harder har Schwalbe lavet operaer, som kunne spilles over trekanter og nye nodesystemer. Det er i denne forbindelse, vi skal placere et andet af Schwalbes billeder fra 1952-perioden. Maleriet er større end de øvrige, og helt i sort og hvidt, med syv lodrette blokke af skiftevis sort og hvidt afbrudt af vandrette striber. Element plus interval skaber takt, rytme, og rytmen skaber forbindelse mellem billedets forskellige dele. Med udgangspunkt i den samtidige musikavantgarde kan billedet tolkes som en oktav, hvor de syv noder eller toner er fremstillet som lodrette blokke og de vandrette brudstriber som klaverets sorte og hvide tangenter, med grupper på to og tre som dominerende. Billedet er fremkommet ved en kompositionsmetode, som Schwalbe igen i de senere år benyttede sig meget af. En udgangskomposition af sorte og hvide striber er klippet i stykker og de tværgående bånd derefter sat sammen igen i ny forening”.