Johan Christian Claussen Dahl, eller J. C. Dahl blev født 1788 i Bergen og dør 1857. Han var norsk landskabsmaler og en af grundlæggerne af den nationalromantiske kunst, som opstod i begyndelsen af 1800-tallet. Han anses for at være det norske landskabsmaleris fader. Da han var 24 drog han fra Bergen til København i 1811 for at få undervisning på Kunstakademiet. Der blev ikke undervist i at male landskaber på Akademiet, derfor tog Dahl privatundervisning hos C. A. Lorentzen. Han havde været i Norge 1792, betalt af kongen, for at male de vilde og storladne landskaber så anderledes end det danske landskab. Det gav derfor god mening at få undervisning hos Lorentzen. Den nederlandske malerkunst fra 1600-tallet fik betydning for Dahls udvikling. I de første år kopierede han flere af de store hollandske landskabsmalere og inspireres af dem, nævnes kan bl.a. Jan Both, Meindert Hobbema og Jacob van Ruisdael. Han havde kendskab til Jens Juels landskaber og til C. W. Eckersbergs serie af malerier fra den romantiske egn omkring Liselund i 1809. Eckersberg fremstår som den, der havde “opdaget” Møen og øens lyksaligheder. Det har Dahl naturligvis været opmærksom på. Fremhæves kan C. W. Eckersbergs “Korsklinten ved Liselund”, 1809, som Dahl var stærkt inspireret af især sammenlignet med maleriet tilhørende Ny Carlsberg Glyptotek, som nævnes ovenfor.

En studierejse til Sydsjælland fik betydning for hans kunstneriske udvikling. Her boede han på Engelholm ved Præstø 1814. Herfra foretog han udflugter, bl.a: "en malerisk Fodrejse fra Liselund til den Store Klint”, som han omtaler som et højdepunkt under opholdet. Det afvekslende terræn med de bratte kalkskrænter og den frodige og storslåede natur tiltrak ham. Det er vel et af de få steder i Danmark, der kan stå mål med den norske natur. Dahl ønskede med sit syn på omgivelserne at få kunsten til at fokusere på individet og følelserne, det mystiske og uforklarlige. Man skulle lade sig blive forblændet af naturens kompleksitet og storhed. Med sin baggrund i den norske vilde og voldsomme natur skabte han et storladent landskab ved “Klintekorset”. På den ene side voldsomt og destruktivt og på den anden side smukt og indbydende.

Der går flere historier om klintekorsets fremkomst og betydning. (Der var oprindelig to små kors og det store Klintekors af egetræ). Det fortælles, at det kunne være sat til minde om en skovarbejder, der for vild og frøs ihjel, eller til minde om en ung pige, der styrtede ud over skrænten, da hun blev forfulgt af en tyr. I H. C. Andersens digt om Klintekorset, skal det minde os om en ulykkelig jæger og enkemand, der vandrede ensomt omkring i klintens krat. Han blev indfanget af Klintedronningen, for at han skulle glemme “Jordelivets bitre suk”, og blive hendes brudgom. En langt mere romantisk historie, helt i datidens ånd, fortæller om en rytter, der, på jagt efter en hvid hjort, red ud over klinten på netop dette sted. Det var dog også i tidens ånd at rejse et kors højt oppe som symbol på døden, opstandelsen og det evige liv. Den romantiske have ved Liselund fremstår som en slags Paradis på jord for skaberen Antoine de la Calmette.

Proveniens: J. C. Fick, København. Han ejede desuden “Parti fra Liselund Park på Møn”, (med målene 78×62) (Elisabeth Bang nr. 58). Dahl nævner i et brev til Petersen, ejeren af Engelholm d. 24. januar 1815, at han har færdiggjort to malerier til Fick. Det må dreje sig om “Liselund Park” og “Klintekorset”.

Overkrigskommisær Johan Christian Fick (1787–1864) er ikke hvemsomhelst. Allerede i 1818 fik han ideen til at stifte en kunstforening i København efter internationalt forbillede og han blev foreningens første formand. Det lykkedes at samle professorerne J. L. Lund, C. W. Eckersberg, G. F. Hetsch, landskabsmaler I. P. Møller, kunsthistorikeren Høyen og sekretær J. M. Thiele i sit hjem til en stiftelse af Kunstforeningen i 1825.