Litteratur: Gisela Capitain, Regina Fiorito & Lisa Franzen: “Martin Kippenberger: Catalogue Raisonné of the Paintings, Volume 4 1993–1997”, The Estate of Martin Kippenberger, Köln 2014, kat. nr. MK.P 1996.27, geng. på opslag s. 264–265. Udstillet: “Martin Kippenberger - Bitte nicht auf die Bilder setzen”, Galerie Mikael Andersen, København, oktober - november 1996. Udstillet: Martin Kippenberger - Retrospektive 1997–1976", Musée d'art Moderne et Contemporain, Geneve; Castello di Rivoli, Museo d'Arte Contemporanea, Rivoli/Torino, 1997–98. Proveniens: Galerie Mikael Andersen, København (label på bagsiden). Proveniens: Privatsamling, Danmark. Erhvervet fra ovenståede af nuværende ejer.

Et certifikat fra Galerie Gisela Capitain, dateret Köln den 20. april 2004, medfølger.

Martin Kippenberger anses i dag - både på trods og i kraft af - sit korte, intense liv som kunstner og offentlig person som én af de væsentligste figurer i tysk og europæisk kunst i 1980erne og 1990erne. Han er af samme generation som gruppen af unge, 'vilde' malere der i perioden indtog kunstscenen med heftigt maleri, men adskiller sig alligevel markant fra sine samtidige. Både i sin udvidede, konceptuelle værkpraksis og i særdeleshed ved det bevidste fravalg af en genkendelig eller gennemgående stil. Kippenbergers nomadiske oeuvre består af alle tænkelige medier - fra malerier, over skulpturer til installationer og bøger - hvor han konstant genbruger eller recirkulerer dels sit eget portræt eller lader sin egne, tidligere værker genopstå i senere værker på tilsyneladende uendelig vis. Således også i den udbudte serie bestående af fem malerier, der motivisk bygger videre på kunstnerens omfattende installation “The Happy End of Franz Kafka's 'Amerika'”, 1994 (Museum Boymans van Beuningen, Rotterdam), som i 1996 bl.a. udstilledes i København, hvor disse malerier samtidig blev skabt.

Kippenbergers - i andre værker - ofte tilbagevendende selvfremstilling kan minde om Jeff Koons. Gentagelses-praksissen, som specifikt er på spil i denne serie - både i forhold til referencen til installationen fra 1994 og internt i værket i kraft af de fem maleriers variation over installationens motiv - giver mindelser om det største koryfæ inden for popkunsten, nemlig Andy Warhol, der i dén grad søgte at nedbryde tanker om originalitet, ægthed og autenticitet.

Kippenberger arbejdede generelt i 1990erne op imod tankerne om maleriets død, det forhold at det op imod årtusindskifet virkede håbløst at producere noget originalt og autentisk. I det hele taget er den forkromede, ophøjede og samlende kunstnerskikkelse under heftig beskydning i Kippenbergers liv og praksis, måske på grund af hans baggrund i punkmusikken, der allerede i slutningen af 1970'erne gjorde en dyd ud af at afspore genremæssige forventninger og dyrke anti-helten, grimheden og den tilsyneladende tilfældige eller skødesløse fremførsel.