Skulpturen er et markant eksempel på Robert Jacobsens tidligste, drejelige skulpturer. Kollegaen Victor Vasarely arrangerede i 1955 en udstilling med kinetisk (bevægelig) kunst i Galerie Denise René. I den forbindelse kom det til en diskussion om bevægelse i kunsten mellem de to venner - og en præcisering af Robert Jacobsens holdning til emnet. Robert Jacobsen: “[...] Jeg tænkte over den idé om kinetisme og fandt, at den ikke skabte en bevægelse, der var interessantere end et urs, for den vendte altid tilbage til udgangspunktet (...). Jeg sagde til Vasarely: for mig er bevægelse det chok, du får, når du ser på noget. Ellers bliver den et pendul. Det er kun illusionisme, hvis et billede vibrerer, når man går forbi det. Jeg vil ikke have illusioner. Jeg vil have en konkret følelse. Siden vi skal have et udtryk, der ender på 'isme', kalder jeg min idé 'ideo-motorisme', den motorisme, der kommer af choket ved at se tingene. Vasarely svarede: Jeg kan ikke udstille det; det bevæger sig ikke. Jeg svarede: det bevæger sig mere end du tror”. (Pierre Descargues: “Robert Jacobsen. Samtaler 1947–1991”, København 1996, s. 49).