Elisabeth Jerichau Baumann stammede fra Polen, men familien flygtede til Tyskland, og hun fik sin uddannelse i Düsseldorf. Hun følte sig livet igennem ganske særligt knyttet til Italien og den italienske motivkreds. Allerede som ung malerinde drømte hun om at rejse sydpå. I 1845–46 blev drømmen til virkelighed, og den 26-årige malerinde rejste til Italien ved hjælp af penge, hun havde tjent på salg af sine malerier. I Rom mødte hun den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau (1816–1883), som hun giftede sig med i 1846, og i 1849 flyttede ægteparret til København. Sammen fik de 9 børn, men det hindrede hende ikke i at male eller at foretage mange udenlandsrejser til bl.a. Nordafrika, Tyrkiet og til deres fælles atelier i Rom.

Elisabeth Jerichau Baumann var en af de mest produktive kvindelige malere på 1800-tallets danske og internationale kunstscene, og hun evnede en bred vifte af genrer, således også figurmaleriet i den store skala, en type maleri, som ellers var forbeholdt de mandlige malere. Hun spændte fra meget eksotiske motiver, oplevet og foreviget på de mange rejser, til udpræget nationale skildringer. Netop hendes danske malerier var vellidte herhjemme, hvor stemningen i samfundet var nationalt præget, og også kunstlivet dyrkede det danske. Hun var angiveligt den første europæiske kvinde, der fik lov at male fra haremmer i Tyrkiet og Egypten.