P. C. Skovgaard kunne som få danske malere fornemme og gengive den storslåede og dramatiske danske natur. Det kommer til udtryk i nærværende maleri fra Møns Klint.

Egnen omkring Møns Klint stod hans hjerte nær. Han vendte ofte tilbage til stedet og gengav klinten både i mindre værker som her og i værker af imponerende størrelse. P.C. Skovgaard besøgte Møns Klint første gang i 1841. I en brevveksling mellem kunsthistorikeren N. L. Høyen og P. C. Skovgaard skrev førstnævnte om sin begejstring for Møns Klint: “Der er rigt Stof for en Maler! .... Den staaer mod Luften og Søen som Marmorpaladserne i Paul Veroneses Arbejder”. Han fremhævede også de særlige lysforhold der er mellem himmel og hav og nævnte, at lyset er mere sydlandsk end i resten af Danmark. P. C. Skovgaard blev tilskyndet til at besøge Møn, og han blev ligeså bjergtaget af den storladne natur som Høyen. Det var en vanskelig opgave at skildre lys og skygge i den store kridtmasse og få den tilpasset den omliggende natur: himmel, hav og strand. Det gav ham mange kvaler, og først da han en dag gik nede på stranden og observerede lysvirkningerne på den store kridtmasse forstod han, hvordan han skulle gribe maleprocessen an. Skovgaard valgte at male Taleren set nede fra stranden, herved kom den til at virke endnu mere imponerende, og han lod dele af klinten være i skygge. Herved opnåede han, at skrænten ikke fremstod for unuanceret. Der kom flere facetter frem. Blandt Skovgaards samtidige har også C. W. Eckersberg, I. C. Dahl og Jørgen Roed været optaget af denne særegne natur og har malt markante og betydningsfulde malerier derfra.

Litteratur: Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand (red), “P. C. Skovgaard-Dansk guldalder revurderet”, 2010 s. 74–79. Her nævner Gertrud Oelsner bl.a. “Motivet Møns Klint skulle blive et længerevarende kærlighedsforhold for Skovgaard, blandt de tidligste værker ses eksempelvis en smuk akvarel fra 1841”. Mere end 10 år senere maler han store gennemarbejdede kompositioner.