Alfred Bramsens fortegnelse over Vilhelm Hammershøis malerier i “Vilhelm Hammershøi. Kunstneren og hans værk”, 1918, nr. 258 med beskrivelsen: “Kunstigt lys. Forarbejde til nr. 257. “Møntsamleren.” På et brunt bord står to tændte lys i plet-stager, hvis flammer genspejles i den mørke rude på bagvæggen."

Susanne Meyer-Abich, fortegnelse over Vilhelm Hammershøis malerier i “Vilhelm Hammershøi: Das Malerische Werk", 1995, nr. 248.

Udstillet: Kunstforeningen, “Fortegnelse over arbejder af Vilhelm Hammershøi”, 1916, 2. afd., nr. 30.

Proveniens: Eva Ilsted, datter af kunstnerens svoger Peter Ilsted. Herefter nedarvet i familien indtil i dag.

Nærværende maleri er et af tre forstudier til “Møntsamleren” fra 1904 (Nasjonalgalleriet, Oslo, Inv. nr. NG.M.02273).

De to lys, let forskudt i rummet, har Hammershøi brugt i flere forskellige betydningsfulde værker. Foruden “Møntsamleren” blandt andet også i “Fem portrætter” (Thielska Galleriet, Stockholm) og “Interiør. Kunstigt lys” (Statens Museum for Kunst inv. nr. KMS8677). I alle tre ovenstående værker har de to tændte lys og deres placering en meget central betydning for lyssætningen, farverne og kompositionen i malerierne. At Hammershøi har brugt de to lys med næsten identiske placeringer i flere forskellige værker, fortæller også noget om Hammershøis måde at arbejde på. Han gentager og genbruger mange forskellige faste elementer i mange af hans arbejder.

Interiøret er fra Strandgade 30, hvor flere af Hammershøis mest berømte interiører er fra. Poul Vad skriver om dette rum i forbindelse med “Møntsamleren”: “Her i netop dette rum, kunne Hammershøi forene lysenes genspejling i den mørke rude....”. (Poul Vad, “Hammershøi. Værk og liv”, 1988, s. 234). Poul Vad fortsætter i sin karakteristik af “Møntsamleren”: “Natten er en fysisk realitet, billedkunsten kan skildre. Nat og ensomhed hører sammen: natten har her også en psykisk dimension, den er et billede på det skjulte, hemmelighedsfulde, ubevidste, melankolien, og på døden. I sin beskæftigelse med motivet lodder Hammershøi disse dybder, men uden at pege på dem. Hans diskretion er lige så stor som hans mod til at gå til det yderste.” (s. 234). Også dette værk repræsenterer således flere af Hammershøis helt centrale tematikker: melankolien, det gådefulde, fraværet, det tidsløse, ensomheden - et værk helt blottet for fortælling alene kendetegnet ved lys, mørke og stilhed.