Sophus Michaëlis og Alfred Bramsens fortegnelse over Vilhelm Hammershøis malerier nr. 118. Nærværende maleri er en naturstudie til et større maleri nr. 115 i fortegnelsen.

Udstillet: Liljevalchs Konsthall, Stockholm, “Nyare Dansk Konst”, 1919 nr. 425.

Litteratur: Poul Vad, “Hammershøi. Liv og værk”, 2003 s.175ff. Her beskæftiger forfatteren sig med Hammershøis landskaber. Han nævner at Hammershøi tager tråden op fra romantikkens landskabsmalere såsom Lundbye og Skovgaard: “I stedet for at male følelsens inderlige, men usentimentale forbindelse med landskabet frem på lærredet, skildrede han den dobbelte oplevelse af inderlig indføling og uoverskridelig afstand; og i stedet for at male det nære og det fjerne sammen i den successive forbindelse indefter i landskabets rum, udelod han alt, hvad der kunne fæste opmærksomheden på det nære, og fokuserede i stedet skarpt på mellemgrunden; Han basrede billedet på dialektikken mellem den målelige udstrækning i det vandrette plan (fra rammekant til rammekant) og luftperspektivets (og himlens) umåligt dybe rum”.

Bedre kan det ikke udtrykkes og beskrivelsen passer til nærværende maleri, der er afbildet s.180 i ovenfor nævnte bog.

Proveniens: Alfred Bramsens samling (1918). Kunsthistorikeren Gustav Falck g. m. Karen Bramsen datter af Alfred Bramsen.