Else Alfelt hører til de eksperimenterende pionérkunstnere, som fra 1930’erne og frem for alvor sætter den abstrakte kunst på programmet i Danmark. Selvom hun begynder at male som ganske ung, modtager hun aldrig nogen formel uddannelse, da hendes oprindelige ansøgning om optagelse på Kunstakademiet bliver afvist.

Alfelt debuterer på Kunstnernes Efterårsuddannelse i 1936 og er fra da af en integreret del af tidens banebrydende kunstnergrupperinger, der hver især sætter deres tydelige præg på dansk kunsthistorie. I 1941 deltager hun i kunstnergruppen Helhestens famøse Teltudstilling på Bellevue og er ligeledes med på Høstudstillingen i 1946. Hun er desuden en af CoBrA-bevægelsens få kvindelige medlemmer.

Alfelt maler bjerge før hun oplever dem i virkeligheden. Selvom hendes værker allerede fra 40erne får karakter af bjergtinder, er det først efter krigen, at Alfelt besøger drømmenes mål i svensk og norsk Lapland: ”Jeg synes, bjerge er en grænse mellem det virkelige og uvirkelige, det er det sted, hvor himmel og jord mødes”, som hun udtrykker det i et interview med Virtus Schade i 1955. Mødet med denne type natur forløser i den grad Alfelt koloristiske og lyriske talent, og naturstemninger bliver herefter den altdominerende inspirationskilde samt drivkraft i hendes værk.