J. L. Lund (1777–1867) blev samtidig med C. V. Eckersberg i 1818 udnævnt til professor ved Kunstakademiet i København, men har altid stået i skyggen af Eckersberg og har i mange år været nærmest skrevet helt ud af den danske kunsthistorie. Det var en skæbne rigtig mange danske kunstnere født i Schleswig-Holsten led efter Danmarks nederlag i 1864.

Lund studerede i 1798 på Kunstakademiet i København sammen med Caspar David Friedrich. De blev gode venner, og på Friedrichs opfordring fortsatte Lund sine studier i Dresden sammen med Friedrich i 1799. J. L. Lund maler i 1800 et portræt af sin berømte ven og kunstnerkollega. Da Lund blev professor på akademiet betød hans venskab med Caspar David Friedrich, at flere af hans elever, der senere skulle blive kendt som de helt store repræsentanter for dansk guldalder - og som mest er kendt under betegnelsen “Eckersbergs elever” - besøgte Friedrich i Dresden og blev påvirket af ham - det gælder blandt andre Lundbye, Købke, Petzholdt, Frølich og Sonne.

I 1800 rejser Lund videre til Paris, hvor han - ligesom Eckersberg nogle år senere - studerer hos J. L. David. I 1802 tager han - også ligesom Eckersberg nogle år senere - videre til Rom, hvor han hurtigt bliver en del af kredsen omkring og en meget nær ven af Thorvaldsen. I Rom møder Lund også den tyske kunstnergrupper Nazarenerne med Johann Friedrich Overbech i spidsen, og han bliver meget inspireret af hele deres livsstil og æstetik, der dyrker og efterligner den italienske ungrenæssance, som de tilfører et mere inderligt, naivt og romantisk udtryk. Der er ingen tvivl om, at denne mere internationale romantiske stil, som Lund har været stærkt inspireret af, har været en medvirkende årsag til hans manglende anerkendelse i en dansk kunsthistorisk sammenhæng.

Inderfor de sidste år er Lunds indflydelse og betydning for dansk guldalderkunst dog langsomt ved at blive mere og mere anerkendt - også i takt med, at dansk guldalder søges belyst i en større international sammenhæng fremfor en i mere snæver traditionel dansk.

Lunds romantiske stil fremgår tydeligt af dette selvportræt i en alder af 50 år - den enkle hvide flip under en mørk jakke, det intense blik direkte ud på beskueren, den høje pande og det viltre hår - dog mangler nazarenernes karakteristiske lange bølgende hår.