Litteratur: Thyge Christian Fønss-Lundberg: “Kluge. Catalogue Raisonné 1990–2020”, Frydenlund 2020, kat. 49, omtalt s. 35, geng. s. 32. Værket er på bagsiden fejlagtigt nummereret 'II', men er værk nummer 'III' i serien. Litteratur: Torben Weirup, “Under baretten: En fortælling om Thomas Kluges maleri”, Aschenhoug, 2002, gengivet og omtalt s. 84. Udstillet: Kunstnernes Efterårsudstilling, København, 1993. Udstillet: “Thomas Kluge: Kunstens virkelighed”, Holstebro Kunstmuseum, Nivaagaards Malerisamling og Vejle Kunstmuseum 2001–2002, kat. nr. 7, geng. helsides i farver i katalog.

“I din surrealisme er der bestemte figurer, der går igen, som playmobil-manden og klonen - ofte i hvid skjorte. Hvad betyder de for dig, og er der andre betydningsbærende fænomener i din ikonografi? [Svar:] Der er jo den sorte farve, mørket, som billede på tomheden og isolation. Playmobil-manden [...] kom til, da jeg ville male et moderne still-leben i stedet for et mere traditionelt med citroner, glas og den slags. Han stammer fra min barndom, og det samme gør lego-manden, som optræder i enkelte af mine billeder. Men ham er jeg nu ikke så glad for, han er for individuel, med skilning, overskæg og i forskellige farver. Playmobil-manden er bedre som masseprodukt, og såvel ham som klonen bruger jeg som billede på den måde, det moderne menneske tænker, agerer og opdrager på. Den ensartethed kan let lade sig gøre det til et offer,hvilket nogle af mine billeder af playmobil-mænd også handler om”. (Citat fra ovennævnte udstillingskatalog s. 25).