Hvis man skal pege på et år, der er definerede for Michael Kviums gennembrud på den danske kunstscene, må det være 1992. Nok har Kvium allerede i 1989 under titlen “Lucias øjne” haft sin første spetakulære soloudstilling på Horsens Kunstmuseum, men det er med udstillingen “Arvtagerbilleder” hos Franz Pedersens kunsthandel i Horsens, at det danske kunstpublikum i 1992 for alvor får en øjenåbner. Med store gennemkomponerede værker lever Kvium til fulde op til en af titlen på et af de andre værker fra denne periode, nemlig “Erobringsbillede”, der med en subtil reference til kunsthistorien hylder netop selvsamme samt demonstrerer det høje tekniske niveau, som Kvium selv i årerne forinden har tilkæmpet sig og som med et placerer ham som en ener på den danske kunstscene. Det udbudte triptykon er netop fra 1992 og former sig med de medfølgende skitsetegninger som et spændende indblik i den skabende proces: Figurerne med de sammenbundne hænder og fødder, fastlåste i egne forsøg på at handle, isolerede i deres egen afklædthed, der trods den fysiske nøgenhed måske snarere er af sjælelig karaktér. Kvium fremmaler det moderne menneskes dødelige begrænsninger, naturens magt over kulturen og de indre og ydre mure, vi som individer står overfor. Den røde, blå og grønne farve på bandagerne i triptykonnet leder tankerne hen på renæssancens mestre, der brugte den samme palet og malemåde til religiøse gengivelser. I Kviums fortolkning er der imidlertid ingen gud, kun en række figurer, som hver især må gøre sit for at balancere syndefaldet og kæmpe med de dæmoner og vilkår, der definerer tiden. I den forstand kan man næsten læse værket som en altertavle over det moderne menneskes grundvilkår - individets kamp for at frigøre sig fra nedarvede bånd og mønstre og udfordre sin egen og tidens blindhed.