P. C. Skovgaard var én af de væsentligste kunstnere i den danske guldalder og nationalromantikken og den af tidens landskabsmalere, der mest vedholdende udforskede og afbildede det danske land.

I sommermånederne juni og juli 1843 drog de to venner P. C. Skovgaard og J. Th. Lundbye på en længerevarende fodtur til landsbyen Vejby ved den sjællandske nordkyst, hvor Skovgaard havde sit barndomshjem, for sammen netop at udforske landskabet omkring Vejby og den mere barske natur helt ude ved kysten omkring Rågeleje og Tisvilde gennem tegninger og malede skitser. De beskriver det begge som en lykkelig og kunstnerisk meget frugtbar tur. Den var af så stor betydning for begge malere, at Statens Museum for Kunst i 1989 lavede en udstilling, der alene omhandlede denne tur: “Sommerrejsen til Vejby 1843. J. Th. Lundby og P. C. Skovgaard”.

Flere gange på turen tegnede/malede de to kunstnere samme motiv set fra lidt forskellige vinkler, som det er så fint illustreret i en tegning af Skovgaard på turens første dag d. 29. maj 1843, hvor de gjorde holdt ved Dronningmølle. Her ser man Lundbye sidde i et landskab yderst til venstre med ryggen til og sin karakteristiske høje hat, halvt skjult i en græsklædt klit, dybt koncentreret bøjet over sin tegneblok i færd med at tegne det samme landskab set lidt mere fra oven. Skovgaard malede året efter et større oliebillede med netop dette motiv, men uden Lundbye-skikkelsen (Statens Museum for Kunst inv. nr. KMS448).

Nærværende maleri skildrer meget detaljeret og helt i forgrunden til venstre det mørke fortættede buskads ved Sandgraven i Vejby - et hushjørne kan lige anes til venstre gennem træerne. Denne mørke detaljerede “sous bois”-agtige fortættethed, åbner sig mod højre ud til et åbent solskinsbelyst landskab karakteriseret ved konturerne af et let kuperet klassisk dansk landskab - nærmere bestemt Ørby Bavn. Udsigten mod Ørby Bavn - men uden samme mørke skov-agtige forgrund som hos Skovgaard - kendes også fra en tegning af Lundbye dateret 22. juli 1843.

Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand skriver i introen til bogen “P. C. Skovgaard. Dansk guldalder revurderet” (2010, s. 14): “Men et dominerende ledemotiv går igen i hans oeuvre: opmærksomheden på landskabets natur i den nære detalje, såvel som i de fjerne udsigter”. Dette værk er en meget fin lille repræsentation af dette ledemotiv med både den nære detalje i forgrundens mørke skovnatur, som Lundbye beundrede Skovgaard så inderligt for (jvf. nedenstående citat fra Lundbyes dagbog) og det lyse solbeskinnede vide landskab, der åbner sig ud mod fjerne horisonter - det nære og det fjerne - det lukkede og det åbne. Dette relaterer sig også til Vejby som Skovgaards hjemegn og repræsenterer det nære i geografisk og familiemæssig forstand. "....det mikroskoperende nærbillede af hjemegnens fortrolige motiver…” (s. 14–15)

Om Skovgaard og hans betydning for Lundbye, deres venskab og Skovgaard som kunstner skriver Lundbye blandt andet i sin dagbog d. 13. april 1844 et lille årstid efter turen: “Siden Frølichs Bortreise for halvfjerde Aar siden var Skovgaard min nærmeste Omgangsven, og han har som Kunstner havt stor Indflydelse på mig, der i høi Grad har Agtelse for hans Mening om mange Ting. Hans gemyt er stille og dybt, alvoligt og indesluttet; kun for sine Venner udtale han sig frit og uforbeholdent, men da viser det sig, at han, ligesom jeg selv er ganske Følelsesmenneske;”.... “I Skovnaturen er han hjemme, sand og naturlig giver han vore Skoves Karakteer og jeg veed ingen af vore Malere, som heri kan maale sig med ham; det skulde være Buntzen, men han gaaer for meget i Detail og bliver smaalig.” Lundbye fortsætter d. 14. april 1844: "Han er saaledes i mine Øine en af vore dygtigste Kunstnere, med et dybt, ædelt Gemyt og varm Begeistring for alt Fædrelandsk.”