Proveniens: Foreningen Kunst på Arbejdspladen (nu Kunst på Arbejde), hvortil den i forlængelse af Kunstfonddebatten blev erhvervet af daværende leder, kunstneren Flemming Rosenfalck.

I 1965 sendte 20-årige Peter Bonnén tre variationer over skulpturer, bestående af flere dele, ind til Kunstnernes Efterårsudstilling - heriblandt denne skulptur. Én af de to andre skulpturer blev antaget og solgt til den nyoprettede Statens Kunstfond for 1.400 kr. Det skabte store protester igangsat af lagerforvalter Peter Rindal (1923–2009) fra Kolding, der fik en -isme og én af dansk kunsthistories største diskussioner om kunstens rolle i samfundet opkaldt efter sig - med Peter Bonnéns værker i centrum.

Peter Rindal blev både i samtiden og eftertiden opfattet som kunst- og kulturfjendsk, hvad han dog ikke selv mente, han var. Kunsten - selv den mest moderne og eksperimenterende slags - kunne for så vidt være god nok, så længe den ikke blev betalt med skatteborgernes surt optjente penge. De fleste vil nok umiddelbart frabede sig at blive udsat for massiv mangel på forståelse, men Peter Bonnén har selv siden udtrykt en stor tak til Peter Rindal: “Jeg var sgu da lykkelig. Der var én fjernsynskanal, og jeg var på den. Jeg var i alle aviserne. Det var en gave. Peter Bonnéns navn på alle læber. God omtale. Dårlig omtale. Det var under alle omstændigheder omtale, og det var noget, jeg havde lært allerede som 14–15 årig af et par ældre kunstnere. Det kan godt være, at man fik en dårlig anmeldelse, men det var længden af anmeldelsen, man skulle se på. En lang anmeldelse var en god anmeldelse. Pr. definition. Og jeg fik masser af presse, så jeg begyndte at kunne sælge mine ting. Jeg har virkelig meget at være Peter Rindal taknemmelig for. Han var en Guds gave til mig på det tidspunkt”.

De tre skulpturgrupper fra 1965 markerer starten på Peter Bonnéns siden så karakteristiske arbejde i jern og corténstål, hvor skulpturdele i indbyrdes dialog definerer et rumligt miljø.