I en periode på knap 15 år udgav Henrik Pontoppidan en god del af sine noveller og romaner på Det Schubothske Forlag, der på det tidspunkt var Danmarks ældste og mest kræsne forlag. Forlagets direktør Einar Aage Hirschsprung (1869–1909) var ikke for ingenting søn af en kunstsamler, og i tiden 1893 til 1909 udgav forlaget tidens smukkeste, danske bogarbejder. Brevsamlingen her giver et indgående billede af nogle hektiske år i Henrik Pontoppidans liv og forfatterskab. Mange breve dokumenterer rigt de særlige og ofte komplicerede forhold omkring hans bogudgivelser, hans rolle som gennemlæser af ny dansk litteratur fra unge forfattere, som f.eks. Sophus Claussen, men også mere personlige og vigtige begivenheder, som f.eks. da den hårdtslidende forfatter for første gang i sit liv føler økonomisk tryghed for en tid. I mange breve refereres direkte til kendte værker, f.eks. kommenterer Pontoppidan beskedent sit største hovedværk: “Jeg sidder i denne Tid og læser Korrektur på ”Lykke-Peer“ 2de- Deel og opdager til min Forundring, at det er en virkelig god Bog. Jeg var saa dårlig da jeg skrev den, at jeg havde ventet mig det værste.” Brevvekslingen stopper af naturlige årsager i 1909. Det Schubothske Forlag overgår til Gyldendal, som en del af en større forlæggersammensmeltning. Samme år dør Hirschsprung blot 40 år gammel. Afsluttende her et yderst centralt citat, der rammende karakteriserer forholdet mellem de to ildsjæle: “Endnu blot dette: Skulde engang imellem mine Følelser ”løbe af med mig“, som De skriver, når det gælder Deres og mit eget eller vort fælles Forhold til Literaturen, så må De huske på, at jeg gerne i Dem vil se ”den ideale Forlægger" - den Mand, vor Tid højlig trænger til. Jeg veed jo, at De i mange Måder virkelig også er det, og det er naturligvis urimeligt at forlange, at der intet må fattes i det Billede, man har dannet sig af sit Ideal, - men min Idealisme er nu engang uforbederlig! [16. april 1906]. Proveniens: Efterkommere af Hirschsprung-familien.