Litteratur: J.F. Willumsen: “Mine erindringer fortalt til Ernst Mentze”, København 1953, geng. s. 285. Proveniens: Erhvervet af nuværende ejer direkte fra kunstnerens datter i 1961 og ikke siden udstillet eller udbudt til salg.

Lige fra han som ung mand kvittede undervisningen på Akademiet, beskæftigede J.F. Willumsen sig i sin kunst ofte med livets store spørgsmål. I maleriet Himmelgåden forestillede den aldrende kunstner sig således i 1938, hvordan han hinsides døden ville svæve blandt stjerner og planeter som halvt tiger, halvt Willumsen - en gådefuld sfinks. Ophøjet, men også tydeligt kørt træt af alle kunstnerlivets fortrædeligheder.

Fem år senere er J.F. Willumsen kommet helt ned på jorden, ned i køkkenhaven i Cannes, hvor den sidste af de tre kvinder i hans liv vander grøntsagerne. Året er 1943, Verdenskrigen raser, og Willumsen og Michelle Bourret er reelt fanget i deres bolig i Sydfrankrig; hvis de forlader landet, kan de ikke være sikre på at få lov at komme tilbage igen. Der er knaphed på alle mulige fornødenheder, og Michelles køkkenhave bliver derfor en vigtig brik i den daglige kost. “Hun er blevet en flink gartnerske”, skriver Willumsen i et brev. Han er på vej til at blive 80, og hans helbred lider under forholdene. I hans notesbøger kan man læse om perioder med sygdom og store vægttab. Vandingen af kålen har således ikke været nogen uvæsentlig handling, og billedet blev da også fundet vigtigt nok til at få en plads i Ernst Mentzes store Willumsenbiografi, der udkom i 1953.

Som sædvanlig hos J.F. Willumsen er rammen ikke blot noget der omgiver maleriet, men en integreret del af værket. Dens klare blå farve er vigtig for værkets samlede udtryk. Som et ekko af et af Willumsens store forbilleder, den græsk-spanske mester El Greco, er der i selve maleriet skruet op for farverne, lyset og alt, hvad der er diagonalt. Fornemmer man Verdenskrigens gru bag den skærmende havemur? (Troels Branth Pedersen)