Else Alfelt hører til de eksperimenterende pionérkunstnere, som fra 1930’erne og frem for alvor sætter den abstrakte kunst på programmet i Danmark. Selvom hun begynder at male som ganske ung, modtager hun aldrig nogen formel uddannelse, da hendes oprindelige ansøgning om optagelse på Kunstakademiet bliver afvist.

I 1933 opholder Alfelt sig på Den Internationale Højskole i Helsingør, hvor hun træffer sin kommende mand, Carl-Henning Pedersen. Mødet bliver skelsættende for begge parter, både kunstnerisk og privat, da relationen udover et varmt kærlighedsforhold også fungerer som et frugtbart kunstnerisk samarbejde. Alfelt debuterer på Kunstnernes Efterårsuddannelse i 1936 og er fra da af en integreret del af tidens banebrydende kunstnergrupperinger, der hver især sætter deres tydelige præg på dansk kunsthistorie. I 1941 deltager hun i kunstnergruppen Helhestens famøse Teltudstilling på Bellevue og er ligeledes med på Høstudstillingen i 1946. Hun er desuden en af CoBrA-bevægelsens få kvindelige medlemmer.

Alfelt maler bjerge før hun oplever dem i virkeligheden. Selvom hendes værker allerede fra 40erne får karakter af bjergtinder, er det først efter krigen, at Alfelt besøger drømmenes mål i svensk og norsk Lapland: ”Jeg synes, bjerge er en grænse mellem det virkelige og uvirkelige, det er det sted, hvor himmel og jord mødes”, som hun udtrykker det i et interview med Virtus Schade i 1955. Mødet med denne type natur forløser i den grad Alfelt koloristiske og lyriske talent, og naturstemninger bliver herefter den altdominerende inspirationskilde samt drivkraft i hendes værk.

Alfelt modtager i sin levetid en række stipendier og udmærkelser, hun deltager på flere toneangivende udstiller og er i dag repræsenteret på en lang række museer i ind- og udland. Hun vises i 2020 på ”Bjergtaget”, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts museum og var i 2021 udstillet på ”COBRA De Kvindelige Kunstnere”, Museum Jorn i Silkeborg.