Astrid Noack er en af det tyvende århundredes betydeligste danske kunstnere, og som billedhugger dybt inspireret af den franske tradition. Hun er ud af en købmandsfamilie fra Ribe, men tager allerede som 14-årig til København for at bo hos sin ældre søster. I 1906 begynder hun på billedskæreruddannelsen og arbejder senere under bl.a. Joakim Skovgaard.

I lighed med mange af hendes samtidige rejser hun til Paris i 1920. Hun bliver gravid, men formår at ernærer sig som kunsthåndværker ved restaurering af kirker og skulpturer i Frankrig. Hun er særligt optaget af gotisk og ældre tiders udtryk, hvilket kommer til udtryk i hendes kunst, der er let stiliseret, naturalistisk i modsætning til alt hvad der sker i den klassiske modernisme.

Astrid Noack oplever den store sorg, at hendes lille søn Stefan af mæslinger. Hun mister fodfæstet og lever en tid som hjemløs under broerne i Paris. Samtidig er årene i Frankrig meget formative, nøjsomt med også givende i form af samværet med andre kunstnere og tilknytning til l’Academie Scandinave. Her er særligt Adam Fischer og Gottfred Eickhoff væsentlige i forhold til hendes kunstneriske dannelse. Efter børskrakket 1929 rejser Noack hjem til Danmark.

I 1935 bliver Astrid Noack, som den første kvinde, optaget i kunstnersammenslutningen Grønningen og i 2006 optages hun i den danske Kulturkanon – som den eneste kvinde. Hun modtager i sin levetid både Eckersberg og Thorvaldsen medaljerne samt flere legater.

Astrid Noack vises på udstillingen “Mennesket først” op Holstebro Kunstmuseum i 2024–25. Hendes tidligere atelier på Nørrebro bruges i dag som et kunstnerisk eksperimenterende, kritisk og pædagogisk rum.