Paul Gadegaard befandt sig i efterkrigsårene i Paris, hvor han i 1946 og 1947 fik undervisning på André Lhotes privatakademi, Académie Lhote. I 1949 tilsluttede han sig kunstnergruppen Linien II i Danmark hvis kunstneriske bestræbelser han delte og havde så meget tilfælles med. Gadegaard var en af de bedste repræsentanter for de sociale ambitioner der var grundlæggende for de konkrete kunstnere i tiden. Kunsten skulle bidrage til en ny og bedre verden efter krigens ødelæggelser og skabe en fornemmelse af klarhed og harmoni gennem kunstens mest enkle og letlæselige, men samtidig også mest slagkraftige virkemidler; klare former, rene farver og deres indbyrdes relation. Det udsyn var definerende for størstedelen af Gadegaards værk. Både i værkerne generelt hvor skarpe geometriske former møder en klar og karakteristisk farve-sammenstilling og i totaludsmykningsopgaverne på Den Sorte Fabrik og Angli-fabrikken i Herning, som Gadegaard selv beskrev som socialrealistiske værker, hvor kunsten skulle skabe et bedre arbejdsmiljø. Paul Gadegaards fornemmelse for at skabe harmoni og klarhed mellem rene farver og former er indbegrebet af ”Klar Form” og funktionalisme, hvor kunsten forsøger at imødekomme menneskets behov og påvirke samfundet positivt gennem æstetisk berigelse af de almene livsvilkår.