Proveniens: Sotheby's, sale 1036, 6. december 2007, Amsterdam, lot. no. 89. Erhvervet her af den nuværende ejer. Proveniens: Privatsamling, Holland. Såvel titlen som motivet i Corneilles værk fremstår som en direkte hyldest til Bebop-jazzen, der med sit rytmisk-spontane afsæt på mange måder kan læses som musikkens svar på CoBrA. Kritikeren og anmelderen Richard Brody fremhæver i The New Yorker netop Bebop’en som den harmonisk, rytmiske kompleksiseringen af jazz’en, der tager afsæt i flere akkorder end dem, der traditionel har udgjort jazz’ens fundament. I videre forstand markerer bebop’en et skift væk fra big band-opsætninger til mindre orkestergrupper, der i højere grad lægger vægt på de indviduelle solisters spil og improvisationer. I æstetisk forstand definerer Brody denne transformation som en fase, hvor den enkelte solists ageren og (selv)bevidsthed kan defineres som kunstnerisk modernisme: En musikalsk repræsentation af periodens idealistiske længsel, de kvaler, modstridende følelser og impulser, som efterkrigstidens samfundsmæssige konstituering og bevidstliggørelse indvarsler. Værkets undertitel er en direkte hyldest til altsaksofonisten Charlie Parker (1920–1955), der i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne, i lighed med CoBrA-kunstnerne, for alvor træder ind på avantgardescenen. Det spontant-abstrakte fællesskab imellem bebop-jazz’en og Corneilles metode tegner sig i den forstand som et udsøgt eksempel på den frugtbare interaktion kunstarter imellem.