Litteratur: Poul Uttenreiter “Kai Nielsen”, Slesvigsk forlag, København-Flensborg, 1925, s. 54–55. Her versionen “Staaende Kvindefigur”, som er i samlingen hos Statens Museum for Kunst. Litteratur: Vilhelm Wanscher “Kai Nielsen. Hans Liv og Værker”, P. Haase & Søn, København, 1926, gengivet s. 67–68. Litteratur: Nina Kai Nielsen “Billedbogen om Kai Nielsen”, Dafolo, Frederikshavn s. 178. Litteratur: Faaborg Museum, “Kai Nielsen 1882–1924”, 1995, s. 38. Version fra Aarhus Rådhus. Proveniens: Privatsamling, Danmark.

”Undse dig ikke ved din pragt, jeg giver dig af kys en dragt. Dig slipper tanken når jeg dør, men aldrig, aldrig, aldrig før”

Johannes V. Jensen

Med ”Århuspigen” demonstrerer Kai Nielsen sin mesterlige forståelse af billedhuggerkunstens æstetiske love. I modsætning til de øvrige kunstformer, udskiller det skulpturelle sig ved at være en fysisk realitet i beskuerens rum, der påvirkes direkte af omgivelserne. For en billedhugger som Kai Nielsen er denne erkendelse afgørende. Værket lever sit eget liv løsrevet fra de skabende hænder, som Kai Nielsen udtrykker det i sin dagbog: ”Kunst er altid Meddelelse fra Menneske til Menneske om menneskelige anliggender”. (Zakarias Jensen: ”Den ukendte Kai Nielsen”, Alfred G. Hassings Forlag, København, 1941 s. 99)

Skulpturen blev oprindelig bestilt af Scala’s daværende direktør, Frede Skaarup, til opstilling ved indgangen til Århus Stadion. Efter en brand blev den i 1948 nyopstillet i Rådhusparken, hvor den i dag står som et monoment over den klassisk modernisme i Danmark. For med ”Århuspigen” viser Kai Nielsen, hvorledes de klassiske elementer kan oversættes til et moderne formsprog og bringes videre ind i en ny tid. Figuren frigører sig fra sin faste form og strækker sig langt ind i den levende verden. Netop vågnet med øjnene stadig fastklemte i et sårbart øjeblik mellem drøm og bevidsthed. Derved bevæger denne smukke pige os dybt. Hendes positur, stærk og blid - på samme tid blufærdig og lidenskabelig – med hoften let sideskudt, fødderne indadvendte, armene omkring ansigtet men kroppen blotlagt. Og samtidig beviser kompositionen Kai Nielsens evne til rent fysisk at bevæge beskueren. Han leder os nænsomt rundt om figuren, der således ikke kun forstås frontalt, men som et rumligt hele.

Som Pygmalion forelskede sig i sit eget skaberværk, fornemmer man tydeligt Kai Nielsens store kærlighed til kvinden, kroppen, livet og sanseligheden: ”En stor og omfattende Forelskelse ligger til Grund for Inspirationen af denne Figur. Fortid og Nutid, al Natur og alle Kvinder gaar igen i den som i et komponeret Fotografi, kopieret over mange Billeder”. (Johs. V. Jensen: ”Stadier i skulptur” i Form og Sjæl, 1931¨ s, 195)